Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/102

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

92

Balthazar Christensen. — Ole Christensen.

sit Hverv. Han talte med en for hans Alder overraskende Kraft og Varme, saa at han virkelig fik baade Thingets og Tilhørernes Sympati for sig, men han opnaaede forøvrigt ikke andet, end at han gav Ministeriets Chef Lejlighed til at holde den bedste Tale, han indtil da havde holdt i Thinget.

Christensen har altid været livlig i Gestus og Bevægelser, og endnu kan man se den gamle Mand i et rask Tempo bevæge sig over Gulvet, snart trykkende en venlig i Haanden, snart hviskende en anden en Visdom i Øret.

Han er en pæn gammel Mand, altid soigneret og altid bærende det gamle statsmandsagtige Halsbind, i hvilket han i alvorsfulde Øjeblikke kan stikke Hagen ned og derved komme til at se dobbelt højtidelig, dobbelt eftertænksom ud. I gamle Dage var han altid i livlig Bevægelse, og han havde en egen Maade at samle Frakkeskjøderne under Armen paa, medens Hænderne vare begravede i Lommen, en Maade, der gav de vittige Studenter en velkommen Lejlighed til en morsom, om ikke just synderlig smagfuld Vending i en Vise.

Udenfor Politiken er der ikke andet end godt at sige om gamle Balthazar Christensen. Han er en rar Mand, der i Grunden er afholdt af alle Mennesker, og personlig nænner han ikke at gjøre en Kat Fortræd. Alle ønske ham sikkert ogsaa alt godt, og der er Ingen, der nænner at lægge den gamle Mand alvorlige Hindringer i Vejen.

Han er en brav Mand, der trofast er gaaet sin skjæve Gang, og han fortjener det Eftermæle, at han til det sidste holdt sig paa den samme Plads, han i sin Ungdom havde indtaget. Men nogen varig Plads i Historien vil han ikke faa.


Ole Christensen.

Husejer i Søllerup pr. Kjøge. Født den 9. April 1838.


Det er ikke muligt at opstille almindelige Regler for de Betingelser, der kræves for at blive Rigsdagsmand.