140
Hall.
netop døde, da det første positive Skridt var gjort til Spørgsmaalets Løsning.
Da Ministeriet Hall den 24. December 1863, ligesom den truende Krig stod for Døren. indgav sin Dimission, var det for at give Kongen frie Hænder til under den fortvivlede Situation at vælge andre Raadgivere, og det skal den Gang have været en bindende Aftale mellem Ministeriets Medlemmer kun i Forening og tætsluttede at føre Situationen videre, hvis det var Kongens Vilje; ti de vare fuldt ud beredte til at gjøre deres Pligt. Monrad brød denne Aftale og dannede selv Kabinettet af 31. December 1863. Herved paatog han sig et mægtigt Ansvar og tog et tilsvarende fra Halls Skuldre. Intet havde jo været naturligere, end at det Ministerium, under hvilket Krisen havde udviklet sig, havde ført Situationen til Ende, saa meget mere som det den Gang havde Kongens og det store Folkeflertals Tillid og Sympathi. Men saaledes blev det nu ikke, og det var absolut uheldigt.
Der er ingen, der tror, at selv om Hall havde ført os til Krigen, denne da havde faaet et andet Udfald, men det turde dog maaske være vist, at Sammenholdet i Folket og dermed det moralske Mod havde været bedre bevaret, end det blev, da Monrads Kabinet bragte den første Vaklen og Uklarhed over Situationen. I denne Vaklen og Uklarhed slukkedes Begejstringen, og derfra kom det første Vindpust, der bortvejrede „Aanden fra 1848”. Endelig er en anden Betragtning højst sandsynlig, den nemlig, at Hall aldrig havde ladet Londonerkonferencen skilles uden Resultat. For hans Naturel laa særlig en saadan Chance, og han havde sikkert benyttet den, hvis det var menneskelig muligt.
Det faar imidlertid nu at staa hen. Krigen gik sin sørgelige Gang, og vi mistede vore tre Hertugdømmer. Haard og skaanselsløs var den Dom, der fældedes ogsaa over Hall, og først i den seneste Tid synes der indtraadt en mildere og retfærdigere Bedømmelse. Det er endnu for tidligt at skrive Halls Politiks Historie, men det er nok muligt, at en ærlig Historieforskning en Gang vil vindicere Hall et større Navn end det, han nu bærer. Han stod paa en Post, hvor der saa let kunde fejles, og han har naturligvis fejlet, men de, der fælde de haarde Domme,
