139
Hall.
I Kabinettet af 12. December 1854, som P. G. Bang dannede, var den populære, allerede højt ansete Hall et selvskrevet Medlem; han blev Kultusminister og midlertidig Minister for Slesvig. Hall var nu bleven Minister, og han vedblev at være det indtil Udgangen af 1863, kun med 3 Maaneders Afbrydelse. Den 13. Maj 1857 dannede han selv sit første Kabinet, i hvilket han blev Konsejlspræsident, Kultusminister og midlertidig Udenrigsminister. I Maj 1859 afgav han Kultusministerportefeuillen og overtog definitivt Udenrigsministeriet, det Ministerium, hvortil hans særlige Evner umiskjendelig henviste ham.
Hall var en ganske dygtig og afholdt Kultusminister, men nogen stor Energi eller Karakterfasthed sporedes ikke i Kirkedepartementets Ledelse. Som Udenrigsminister overtog han et højst vigtigt, ansvarsfuldt og farligt Hverv. Det var midt under Konflikten med det tyske Forbund, at han traadte til, og Forholdene havde alt da udviklet sig saaledes, at der krævedes en stor Statsmand med overlegne politiske Evner for at rede de sammenfiltrede Traade fra hinanden. Var Hall her den rette Mand? Ja, derom har Dommen til Tider lydt saare forskjellig. Der var en Tid, da man jublede over Hall, saa fulgte en Reaktion, hvor man bebrejdede ham hans Indrømmelseslyst og Mangel paa Fasthed, nu er det — Dristigheden, der bebrejdes ham. Saaledes veksle Anskuelserne. Skal man dømme Hall efter Resultatet, maa han fordømmes, og det er han blevet. Men det er dog ganske sikkert en højst ubillig og uretfærdig Maalestok. — Hall var maaske intet Geni, men han var vistnok den bedste, vi havde, og det omtvistes næppe, at der i Hall var flere virkelig storpolitiske Evner, end i alle de Statsmænd, der her hjemme have været fremme i de sidste Decennier. Han skal have lagt fortræffelige Gaver for Dagen til at forhandle med de udenlandske Gesandter, og hans Noter skildredes i sin Tid af Kjendere som smaa Mesterværker. Som sagt, Hall var vistnok den bedste, vi havde, men han havde ikke Held med sig.
Det var et beklageligt Uheld, da Raasløff svigtede ham i den holstenske Stænderforsamling, det var et stort Uheld, at den saa vel forberedte svensk-norske Alliance bristede ved en Tilfældighed, og det var en ligefrem Ulykke, at Frederik den Syvende
