138
Hall.
Frihedsbestemmelser. Det var i Udvalgene og i Debatterne i Salen, at den talentfulde unge Mand vidste at gjøre sig gjældende, og det var sikkert med fuld Føje, at han paa Konstantin Hansens Billede af den grundlovgivende Rigsdag fik den iøjnefaldende Plads, han indtager.
I Frihedens første Dage stode tre politiske Partier imod hinanden: de Konservative eller snarere Reaktionære, de Nationalliberale og Bondevennerne. Af disse var det nationalliberale Parti absolut det stærkeste, baade i Tal og politisk Begavelse. I dette Parti indtog Hall meget tidlig en Førerplads. Kampen førtes i Begyndelsen imod de to andre Grupper, især imod Bondevennerne, og det var kun smaa og forbigaaende Fægtninger, der førtes mod Regeringen. Det skulde snart blive anderledes.
Da den berømte A. S. Ørsted den 21de April 1853 traadte i Spidsen for Regeringen, var det Signal til Kamp paa hele Linien, den eneste Kamp i vort politiske Liv, hvor Landsthing og Folkething stod enige og sluttede sammen mod Regeringen. Striden blev haard og førtes med stor Hensynsløshed fra begge Sider. Hall og Monrad stode i Folkethinget som Oppositionens dygtige og anerkjendte Førere og særlig imod dem vendte Regeringens Had sig. Men det skal siges til den daværende Oppositions Ære, at den, hvor bittert end Striden førtes, dog havde Maadehold og Besindighed nok til at vise ethvert Forslag om yderliggaaende og skjæbnesvangre Midler fra sig og ikke indlod sig paa saa halsbrækkende Eksperimenter som Finanslovsnægtelser, Experimenter, der senere fuldstændig ruinerede et i Tal men ikke i Visdom stærkt Oppositionsparti.
Da Kampen var paa sit Højste, greb den gamle Ørsted til det fortvivlede Middel at afskedige nogle af de besværligste Oppositionsmænd fra deres Embedsstillinger, deriblandt Hall fra Generalauditørembedet, men derved kastedes Martyriets Nimbus over de iforvejen meget populære Mænd, og Følgen blev, at deres Popularitet steg til en Højde, der havde været ukjendt herhjemme aiden Orla Lehmanns Fængslingsdage. I Folkethinget hædrede man Hall ved at gjøre ham til Ordfører for den bekjendte Mistillidsadresse, et Hverv, han skilte sig fortrinlig ved, og hvorved han væsentlig bidrog til Ministeriet Ørsteds Fald.
