Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/183

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

73

Høgsbro.

Havde Høgsbro faaet Lov til at raade, vilde Venstres Taktik sikkert være blevet en hel anden: han havde ikke indladt sig paa farefulde Slag, men ved sejg passiv Modstand trukket Krigen i Langdrag for ved aarelange Kampe at trætte Modstanderne. Det er indlysende, at ligesom denne Kampmetode havde været klogere, saaledes havde den ogsaa været langt farligere, og Højre kan være glad ved, at ildfuldere Stemninger kom til at raade, saa at Venstre indlod sig paa et Hovedslag, der kunde tabes og blev tabt. Høgsbro var saaledes utvivlsomt engang Højres farligste Modstander, nu er han imidlertid ikke længere saa farlig; ti ogsaa han har, trods sin tilbagetrukne Stilling, sat noget til i Kampen, idet hans politiske Paalidelighed ved en Række Afsløringer efterhaanden er bleven meget stærkt anfægtet.

Det er allerede antydet, at Høgsbro altid personlig holder sig tilbage, det er et Træk, der er værd at lægge Mærke til. Han er ingen begejstret Ideens Forkæmper, der frygtløst stiller sig i Brechen og ofrer Alt for sin Ide; nej, han vælger sig en sikker Plads; derfra giver han sine Ordrer, og skal der nogen frem for Kanonmundingerne, bliver det ikke Hr. Høgsbro, men andre, som han snildt manøvrerer derhen. Man kan meget vel tænke sig Berg som „den Første paa Skandsen”, beredt paa at sejre eller gaa tilgrunde, Høgsbro — umuligt. Han skal nok hytte sig, og det maa nærmest betragtes som en ren Fejltagelse, at han fik sit Navn med under det farlige Aktstykke imod Ministeriet, et Aktstykke, der tegnede til Fængsel, men dog endte med Bøder. Det er i den Henseende ret betegnende, at den af de Anklagede, der med størst Spænding og Interesse fulgte Højsteretsforhandlingerne, var Høgsbro, som sikkert ogsaa har givet Defensor mangt et klogt Vink.

Hvad enten Høgsbro skriver eller taler, er hans Form altid Præget af en tilsyneladende Lidenskabsløshed og Moderation, og derved opnaaer han naturligvis betydelige Fordele, idet hans Anskuelser faa et skikkeligt, næsten godmodigt Udseende, som har virket meget bestikkende. Han bruger ikke voldsomme Ord, han ynder endog at give sig Udseende af at kunne yde modstaaende Anskuelser fuld Anerkjendelse, og han lader skimte den mest uegennyttige Bestræbelse for altid at søge den rene objektive