183
Hørup.
Dygtighed, og at han, om end ingensinde med Overlegenhed, tog Kampen værdig op med sin dygtigere Modstander. Hørup kom fra sit vanskelige Hverv med Ære, og kaster det end ikke Glans over ham, vil han dog altid med Tilfredshed kunne se tilbage paa denne Gjerning.
Nu var Hørup en Tid Væltens Mand i Venstre, og et vellønnet Statsrevisorembede faldt, rigtignok paa et senere Tidspunkt og under forandrede Forhold, ned i hans Skjød som Tak for hans Daad. Men som aktiv Politiker spillede han endnu ikke nogen fremtrædende Rolle; det skete først, da Venstre splittedes, og han som Medanfører for en af Delingerne tog Kampen op baade mod Højre og Venstre. Indvielsen fandt Sted i de mærkelige Kampe den 7. og 8. November 1877. Her holdt han fra sit Standpunkt fortrinlige Taler og her indviede han den Jargon, der fik Udtryk i saadanne Vendinger som de om „Kehraußen” og „Klapfinalen”.
Efterhaanden som Bruddet mellem Venstregrupperne blev større, tog Hørup fast Stade i den yderste Radikalisme og beredte derved sine gamle Venner mange Ulemper. Hans bekjendte Udtalelse i Gothersgades Eksercerhus om Folkethinget som den øverste Magt i Staten, ingen ved Siden af det og ingen over det, har gavnet Højres Sag trindt om i Landet og har selvfølgelig i samme Grad generet Venstre, og da især hans tidligere Meningsfæller. Han er i det hele Mand for at slaa saadanne Tanker ud, at vort hjemlige Venstre vil gyse tilbage baade fra ham og fra dem, og er nogen enkelt Mand til Hinder for Venstres fuldstændige Sammenslutning paany, saa er det Hørup.
Sagen er nemlig den, at Hørups demokratiske Anskuelser ere vidt forskjellige fra det danske Venstres. Han er „evropæisk” anlagt, „evropæisk” baade paa Politikens, Religionens og Samfundsordningens Omraade. Og saa er han efter sin egen Mening fuld færdig, ude af Stand til at lære mere og grundig suffisant. Efter Hørups uforgribelige Mening er der kun en Mand, der ser fornuftig, dømmer logisk og har det rigtige Fremsyn, og denne Mand er Repræsentanten for Kjøbenhavns Amts 4. Valgkreds. Alle andre ere mer eller mindre Sinker, Vrøvlehoveder og uklare Tænkere, som det er en beklagelig Nødvendighed at maatte forhandle med. „Vi alene vide” er
