184
Hørup.
ikke død med Absolutismen; det florerer herligt under Friheden og har en fremtrædende Repræsentant i Hr. Hørup. Det gjør naturligvis ikke noget absolut tiltalende Indtryk at høre en saa ung Mand feje alvorlige og ansete Mænds Udtalelser af paa en overlegen, halvt foragtelig Maade, men paa de Menige i Bataillonen og paa de friskfyragtige Rumlere udenfor Rigsdagen gjør denne Flothed sin Virkning.
Hørups Veltalenhed er af ejendommelig Art. Den udmærker sig ikke ved glimrende Midler, ikke ved høj Flugt eller ved Elegance, og frem for alt kjender den ikke til Patos. Hvis man paa Talere kan overføre de moderne Begreber om Idealisme og Realisme, saa vil ingen kunne tvivle om, at Hørup i allerhøjeste Grad er realistisk Taler, medens f. Eks. Berg har idealistiske Momenter. Ikke engang det ydre Apparat er heldigt hos Hørup: hans Organ er hverken klart eller smukt, hans Manerer og Stillinger i ingen Henseende plastiske, og hans Person tager sig i det hele ikke ud paa Talerstolen. Heller ikke kan man paastaa, at han er hyggelig at høre paa, eller at man har nogen som helst æstetisk Nydelse as hans Foredrag, ja ikke engang en smittende Varme er nogensinde at spore. Alt er koldt, tørt og forstandsklogt, alt er beregnet og Virkningen nøje udmaalt. Og alligevel er Hørup en betydelig Taler. Hans Tanke er klar og hurtig, og han kan give den et meget forstaaeligt Udtryk; han bruger ofte Billeder, altid drastiske, men ogsaa altid slaaende; han har megen Aandsnærværelse og megen Koldblodighed, og han kan svare fortræffelig paa en Afbrydelse. Han har let ved at finde Ord og kan endog ofte finde ypperlige Betegnelser for sin Tanke; han er i det hele Herre over Sproget, men han kæler ikke for det og bruger det aldrig til at forskjønne sin Tanke, kun til at give den sit nøgne Udtryk. Han taler gjærne i korte Sætninger, som han støder ud og ligesom sætter et tykt Punktum ved Enden af. Hans Polemik er bidende, ofte snærrende, han har Blik for de saarlige Steder, og han støder uden Barmhjærtighed imod dem, og vrider Dolken om i Saaret. Og saa hans Tone, den maa ikke forbigaas, ti denne er det netop, der giver hans polemiske Udfald den ætsende Karakter, der er saa uhyggelig. Man tvivlede en Tid, om denne Tone var bevidst eller ubevidst; nu kan man ikke tvivle længere om,
