190
Jagd.
ikke Modet, og Planen er nu godt og solidt gjennemført. Han var derefter i en Række af Aar Ejer og senere Forpagter af en af de ved Udtørringen indvundne Gaarde, men da ogsaa dette Livserhverv brast, gav Staten ham, hvad der var rigtigt og naturligt, atter passende Statsansættelse.
I 1859 stillede Jagd sig igjen til Valg til Folkethinget, denne Gang i Thisted By, og vandt en let Sejr over Skrædermester Kalum. Ved de følgende Valg til Rigsdagens Folketing stillede han sig ikke, men da der i 1864 skulde vælges til Rigsraadets Folketing, mødte Jagd atter og besejrede Etatsraad Benzon-Buchwald, og ved næste Valg til samme Ting det følgende Aar, Kammerraad C. A. Hansen. Ved det andet Valg i 1866 til Rigsdagens Folkething mødte Jagd vel atter, men trak sig dog tilbage paa Valgdagen for Gehejmeetatsraad Klein; men i 1869 var han ikke saa godmodig, og det lykkedes ham, da ogsaa at slaa Klein. I 1872 kunde Jagd ikke bestemme sig, om han vilde stille sig eller ikke, og han meldte sig derfor først i den ellevte Time, hvilket havde til Følge, at Redaktør Lund med et ringe Flertal slog ham. Aaret efter tog han Revanche og har siden med stedse stigende Stemmetal holdt Kredsen, hvorfra han vistnok nu vil være meget vanskelig at drive bort.
I Jagds Rigsdagsperiode fra 1859 til 1873 havde han ikke Lejlighed til at gjøre sig særlig bemærket. Hans Standpunkt var noget svingende, han var afvekslende Venstremand, Nationalvenstre, Mellempartimand og Løsgænger. Først da Venstre drev ham over i Højre, fik han et fastere Stade og vandt sit Navn som Politiker. Venstres voldsomme Magtpolitik, der tog Fart i 1872, maatte drive en Mand med Jagds funde og praktiske Blik over i den stærkeste Modstands Lejr, og han blev en farlig Modstander, ikke saaledes, at han med Overlegenhed knuste Venstre i Debatten, men netop ved hans Fribytteregenskaber. Han gjorde sine voldsomme irregulære Indhug, han angreb paa Tider og Steder, hvor man mindst havde ventet det, han var snarraadig og hurtig i sine Vendinger, og han gav ved sin forfriskende Frejdighed Tingen sit rette Navn, han løste ofte ved at sige, hvad ingen Anden turde sige, hele Højres bundne Tanke.
