216
S. Kjær.
Han søgte dog forgjæves, thi da Grundloven blev drøftet og vedtaget, havde Kjær andet at gjøre; da stod han som en tapper Soldat i Fædrelandsforsvarernes Rækker og han har fra hine blodige Dage et smukt Lov paa sig for Djærvhed og Uforsagthed. Efter Krigen erhvervede Kjær sig et Hus i Iilsø i Viborg Amt, men de hjemlige Sysler vare ikke længe i Stand til at holde hans urolige Aand fangen, og ikkun 28 Aar gammel meldte han sig den 14de Juni 1855 til Tjeneste paa den politiske Kampplads.
Han stillede sig i Søndervinge — Viborg Amts 4de Valgkreds — imod Herredsfoged Kampmann, men blev slaaet; Kampmann fik 245 Stemmer og Kjær, til Fordel for hvem en tredje Kandidat, Skolelærer P. Hansen, trak sig tilbage, naaede 194. Forskjellen var altsaa ikke saa stor. Aaret efter nedlagde imidlertid Kampmann sit Mandat, og den 30te September 1856 kæmpede 4 Kandidater om Pladsen, nemlig Søren Kjær, Gaardmand H. H. Petersen, Redaktør B. Rée og Justitsraad F. Klee. Kjær sejrede, men rigtignok med et grumme lavt Stemmetal, nemlig 90, medens de øvrige Kandidater fik henholdsvis 71, 63 og 47 Stemmer. Der var altsaa ialt kun afgivet 271 St., og af dem naaede Kjær ikke engang en Tredjedel, men relativ Flertal havde han, og det var jo nok. Senere har Kjær kunnet henvise til en langt mere imponerende Talmajestæt.
Han har paa ingen Maade senere været i uanfægtet Besiddelse af Valgkredsen; næsten ved hvert eneste Valg har han havt en Modkandidat, som han dog med mere eller mindre Lethed har besejret. Ved Valget den 24. Maj 1881 stod han sig kun derved, at Højre kastede deres Stemmer over paa ham for at forhindre en radikal Methodistpræst Holcks Valg.
Kjær var altsaa kun 29 Aar gammel, da han kom ind i Folkethinget, og han medbragte ogsaa hele Ungdommens Fyrighed og Ild, parret med ligesaa umodne som ubændige demokratiske Taagebilleder og en højst ukultiveret, ja næsten balstyrig Kamplyst. Han havde en ualmindelig Lethed ved at tale, og han raadede paa sin Vis over en ejendommelig Svada. Alle de brugelige Stikord stod til hans Raadighed, og, hvad enten der var Anledning til det eller ikke, slog han paa den folkelige Stortromme
