217
S. Kjær.
og pyntede sin Tale med Billeder, der altid vare stærkt virkende, men hverken smagfulde eller af den reneste Duft. Selv Folk, der saa venlig paa hans politiske Standpunkt, fandt ham den Gang meget lidet sympatetisk. Modstanderne skaanede ham ikke, men det var ham ligemeget: han hverken tog eller gav Pardon.
Da Bille kom ind i Folkethinget, kan man rolig sige, at Kjær hadede ham og ganske vist ikke helt uden Grund. Mellem disse to hinanden saa modsatte Naturer kom det til mange Sammenstød, men Kjær var ikke til at komme tillivs, thi Billes fine og elegante Vaaben afpareredes med en Plejl, og havde Kjær ikke længere andre Vaaben i sit Rustkammer, havde han et uopbrugeligt Fond af Grovheder. Han nærede den Gang en determineret Afsky for Herremænd og Embedsmænd, men dog særlig for Præster, hvorfor Folkevittigheden i hine Dage tillagde ham Navnet „Søren Præstehader”.
I det Hele var han imod Intelligentsen, men heri kan Misundelse gjerne have spillet ind med, thi Kjærs gode Evner og intelligente Anlæg lod ham mere end mange andre føle sin egen Mangel paa aandelig Udvikling og Dannelse og derfor slog han til dem, der havde disse Fortrin, saa meget hjærteligere som de jo vare hans politiske Modstandere.
Kjær har imidlertid allerede i mange Aar været en hel anden Mand, ikke i den Forstand, at han væsentlig har forandret sine politiske Anskuelser, men saaledes, at de nu fremtræde beherskede og modererede, og i samme Forhold, som han selv har arbejdet sig ind i sit Standpunkt og maalt dets Konsekventser, er han bleven fordrageligere lige overfor anderledestænkende. Han hører til dem, der have villet tage imod Livets og Erfaringens Belæring, og han har lært Noget.
Forandringen har dog endnu en Grund. Den Gang stod han i Brechen og man skød stærkt paa ham; han blev i Kampens Hede tidt gjort Uret, han blev bitter, og saa kom det raa og brutale frem i ham. Han er imidlertid i Grunden en godmodig og velvillig Natur, og efterhaanden som Skytset rettedes en anden Vej, sundede han sig, og de gode Kræfter fik Magt. Da saa nu og da en venlig Solstraale faldt paa ham, og en retfærdig Anerkjendelse blev ham tildel, saa tøede han helt op, og hans jævne, godmodige Gemytlighed vandt Sejr og afsleb
