218
S. Kjær.
de sidste slemme Kanter. Endog Bille og han faldt til Slutning figurlig talt i hinandens Arme, men det varede rigtignok længe. Det skete i de allerseneste Aar.
De to Modstandere, der aldrig havde vekslet et Ord udenfor Salen og aldrig uden at bryde en Landse, befandt sig en Dag ligeoverfor hinanden i en af Rigsdagens Korridorer. Istedetfor som sædvanlig at gaa af Vejen for hinanden, standsede de og, uvist hvorledes, faldt det første naturligvis aldeles ligegyldige Ord imellem dem. Det blev til en lille Samtale, og Sagnet vil vide, at Bille under den skal have ladet falde en Bemærkning om den stridbare Fortid og den Mærkelighed, at de nu stod og talte venskabelig sammen. Hertil skal Kjær have gjort den meget praktiske Bemærkning: „Det ligger vel i, at vi begge to ere blevne ældre.”
Men skjøndt Kjær nu er en Mand paa 54 Aar, ruller Blodet dog stedse lige varmt i hans Aarer og er altid nær ved Kogpunktet. Vender man den haarde Side til ham, bliver han endnu Bersærk og skaaner hverken Frakker eller Lintøj, men det sker dog sjælden, og giver man ham blot et lidt velvilligt Ord, saa er det sikkert paa at finde et godt Sted, og saa er han ikke vanskelig at komme ud af det med. Der raader mange vekslende Stemninger og ogsaa mange gode Følelser i hans brede Bryst.
Kjær har altid været en ivrig Venstremand, og han er det den Dag i Dag. Han var i sin Tid Bondeven og fulgte Tschernings Fane, og der befandt han sig bedre og mere hjemme end under de senere Partidannelser. Han er i det hele ikke egnet til at snævres inde i en stram Partiramme, han vil have Albuerne fri, og kan han ikke faa det, kommer det krakilske frem i hans Karakter. Derfor passede det forenede Venstres stramme Mondur ham ikke, og derfor staar han endnu den Dag i Dag uden for Partierne, vel i Regelen i Overensstemmelse med de „Moderate”, men som en selvstændig Personlighed, der frivillig tilbyder sin Bistand, og ikke som en Menig, der lystrer den Ordre, som uddeles. Den Politiker, der har mest Indflydelse paa ham, er Winther, og det kan nok være, at han har Kjær mere i sin Magt end denne selv ved af; men opdager han nu og da, at der væves Traade, som hans aabne Natur
