14
H. P. Andersen. — N. Andersen.
Talerstolen. Det er navnlig blandt Ens Egne, at en slig Veltalenhed slaar an. Paa Rigsdagen talte Andersen sjælden; men hver Gang han havde Ordet, brugte han det godt, mere afdæmpet og mindre ætsende end paa Folkemøderne. I sin Hjemstavn var han godt anset, og han var et virksomt Medlem af Sogneraadet. Imod Mandens Karakter og Hæderlighed kunde der ganske vist ikke med Føje indvendes Noget, og han var velset, ogsaa af Modstandere.
Han døde i Sommeren 1880 og blev paa en smuk og tiltalende Maade mindet af Folkethingets Formand ved en hædrende Udtalelse, som hele Thinget sluttede sig til.
N. Andersen.
Gaardfæster i Husby pr. Assens. Født 28. Maj 1826.
Paa de Pladser i Folkethingssalen, der ligger nærmest Tilhørerpladsen, har en Række trofaste Højremænd deres Sæde, og det er en bidende Ironi af Skjæbnen eller af Bureauchefen eller af hvem, der nu bestemmer sligt, at Bagger har faaet sin Plads blandt denne trofaste Garde. Lidt tilhøjre i denne Række, henimod Vinduet, sidder en høj, svær, bredskuldret og kraftig Udseende Mand med et smukt, intelligent Ansigt, et tænksomt Blik og med et melankolsk eller maaske snarere et noget træt Præg over hele sin Person. Hans Bevægelser ere sindige og afmaalte, fjærnt fra Alt, hvad der hedder ungdommeligt og livligt. Altid adstadig, altid rolig og værdig.
Denne Mand er „Bonden” Niels Andersen fra Fyen, nu velkjendt over det hele Land. Der er Intet i det Ydre, der tyder paa „Bonden”; han ligner baade i Façon, i Klæder og i Lintøj en velhavende Proprietær, og naar han taler, kommer man endnu mindre til at tænke paa „Bonden”. Det kan nok være, at dette just ikke hæver ham i hans Standsfællers Øjne, men forklejnende for Manden kan det jo aldrig være. Og dog er Manden Bonde og det baade i den egentligste og den bedste
