13
H. P. Andersen.
Det var navnlig udenfor Rigsdagen, paa Folkemøderne, at den unge Frihedshelt vandt sine Laurbær. Den lille, sygeligt Udseende Mand med de kloge dybtliggende Øine kunde da skrue sig op til en sand Fanatiker. Han talte hurtigt og livligt, og hans ikke stærke Stemme forceredes da, saa at den hvert Øjeblik slog over og gjorde hans skarpe sjællandske Dialekt endnu uskjønnere. Men det var Noget for „Folket” og det jublede da til ham, som om det var den rene Visdoms- og Sandheds-Manna, han vederkvægede det med. Det var det dog ikke, men noget Bestikkende, eller maaskee rette noget Betagende, kunde der været ved den lille Fanatiker, naar han var ret i Ekstase. Han talte overmaade let og meget godt, og naar ikke Lidenskaben for stærkt blindede ham, var der god og fornuftig Mening i, hvad han sagde, selv om man ikke kunde dele hans Betragtninger. Han var i det Hele ganske vist et godt Hoved. Der knytter sig navnlig to Minder til Andersens politiske Virksomhed udenfor Rigsdagen. Det er Slagene ved Mørkøv. Man vil erindre, at Højre her tog en saa alvorlig Dyst med Venstre, at allerede Forberedelserne vare nok til at skrække J. A. Hansen, der havde lovet at komme, og som ogsaa gav sig paa Rejse, men, ankommen til Roeskilde, i den Grad tabte Hovedet ved Rygterne om Højres Anstrengelser, at han sendte sit berømte Telegram til Mødet om, at han ikke kom, og at Venstre burde holde sig fra Mødet. Denne Ordre blev dog ikke pareret. H. P. Andersen mødte frem, og skjøndt svækket ved Zahles Bistand, kjæmpede han mandigt og djærvt for sit Parti og frelste det fra et fuldstændigt Nederlag. Det var virkelig godt gjort; thi Lidenskabens Bølger gik højt, og Højre var kraftigt repræsenteret, baade paa Talerstolen og blandt Tilhørerne. Slaget tabtes og maatte tabes for Venstre, men Andersen frelste som en kjæk og dygtig Soldat sit Partis Fane ud af Ilden. Det var derimod mindre vel betænkt, at Venstreførerne paa det store Agitationsmøde i Gothersgades Eksercerhus lod Andersen træde op. Ligeover for det Publikum var han ikke Manden, og man mærkede det ogsaa tydeligt paa ham selv, at her var han ikke hjemme. Her slog hans politiske Fraser og Argumentationer ikke an; her koncentrerede Interessen sig kun om Høvdingerne, og han trak sig ogsaa hurtigt og lidt hovedkulds bort fra
