Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/240

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

230

Kofod.

I 1866 gjorde Kofod et Par Forsøg paa at erobre Nibekredsen, men det mislykkedes, idet Villads Holm uden stort Besvær besejrede ham; men i 1869 slog han i Rønne med betydelig Overvægt Øens Kommandant, Kammerherre Fallesen. Hverken i 1872 eller 1873 havde Kofod nogen Modkandidat, men den 25de April 1876 stillede Venstre en af „Morgenbladet”s Medarbejdere op imod ham, over hvem han dog vandt en let Sejr.

Ved Valget den 3die Januar 1879 stod Kofod ene paa Valgtribunen, men blev dog ikke valgt, idet der blev afgivet 323 Stemmer imod ham og 313 for ham. Dette fik dog ingen Betydning i Øjeblikket, thi otte Dage efter valgtes Kofod med stor Majoritet; men ved Valget den 24de Maj 1881 ansaas Kofods Gjenvalg for uigjennemførligt, og han trak sig derfor tilbage. Kaptajn Aarøe optog Kampen for Højre, men bukkede under for Venstremanden, Gaardejer Blem.

Da Kofod kom ind paa Rigsdagen, regnedes han til det daværende „Venstre-Centrum”; — et Slags Mellemparti, hvis Medlemmer vare højresindede, men ikke nationalliberale. Senere hørte han Mellempartiet og det „nationale Venstre” til og dreves saa Skridt for Skridt ved Venstres Stormløb over i det yderste Højre. Kofod var oprindelig Republikaner, og mange saa i hans senere politiske Holdning en stor Inkonsekvens. Det er dog ikke saa. Kofods republikanske Stemning var nærmest dikteret af Hensigtsmæssigheds- og Sparsommelighedshensyn; Republiken var for ham et billigere og bekvemmere Apparat; men den Republik han vilde have, skulde baade have Næb og Klør, Folket skulde styres, ikke styre, og vilde „Folket” ikke lystre, skulde det „kardætskes”, — for at bruge et af hans egne Udtryk.

Kofod har aldrig spillet nogen Rolle paa Rigsdagen. Under de store Kampe kunde han snart levere vægtige Kølleslag, snart med vittige, bidende Vaaben fælde en Modstander; men føre an i Kampen kunde han ikke. Det laa ikke for hans Evner, og han havde vistnok ikke heller Lyst til det tørre, sejge Lovarbejde, der hører til for at tiltvinge sig en Befalingsmands Stilling. Han var derimod en uforfærdet og trofast Menig, der ikke veg fra sin Post, og mere end en Gang blev han fremhævet i Rapporterne.