251
Th. Nielsen.
vælde lige over for den fattige Husmandsstand, om Standsprivilegier, om det menige Folks Forurettelser o. s. v. skulle nok sætte Lidenskaberne i Bevægelse, men sandelig ikke de gode Lidenskaber. Og Grunde? — Om saadanne er der ikke Tale, Paastanden er tilstrækkelig, og han kjender af lang Erfaring, at Stikordet gjør sin Virkning.
Saa kommer Forføgene paa at gjøre Modstanderen latterlig og uvidende, og i den Retning er han ikke nænsom med Midlerne og fanger naturligvis mangt et „Grin”. Er Modstanderen lidt dreven i Papirerne, trækker han hurtig Følehornene ind; men er det ikke Tilfældet, eller tror han det ikke, saa benægter han rask Kjendsgjerninger, i Tillid til, at man ikke har Beviserne ved Haanden. Viser det sig, at han har taget fejl i sin Tro, og lægges Beviserne frem, gaar han let og smidig hen over det farlige Punkt.
En anden Argumentationsmetode karakteriserer ham ogsaa. Ligeoverfor Angrebene paa Rigsdagens Sendrægtighed hævdede han under næstsidste Valgkampagne, at Skylden var Regeringens og anførte fem Tilfælde, hvori Regeringen havde forhalet Love ved ikke itide at give Oplysninger. Man tænke sig 5 Tilfælde af 100! Men de 5 slog ned, og han fik den Fornemmelse indprentet i Tilhørerne, at han virkelig havde bevist, at Regeringen havde hele Skylden.
Videre tiltalende er en slig Kampmaade ikke, og den, der kun kjender Th. Nielsen fra Valgmøderne, kan umulig have noget godt Indtryk af ham.
En af vore mest ansete Gejstlige kjendte kun Nielsen fra et just ikke smigrende Ry, og blev derfor glad overrasket ved en Gang at træffe ham og i ham at opdage en mild og medgjørlig Natur. I Samtalens Løb spurgte da den Gejstlige om, hvorledes det var muligt at sige det eller det paa Valgmøderne, thi det var jo urigtigt og uforsvarligt, hvortil da Nielsen svarede noget om, at sligt var man nødsaget til ligeoverfor Vælgerne. Den Gejstliges Svar var et stærkt betonet: „Ja saa!”, der just ikke lød smigrende.
Paa Valgmøder er Thomas Nielsen alt andet end sympatetisk, men der er ogsaa hans værste Sider fremme. Paa Rigsdagen er han nu en hel anden Mand, og det Højre, han ikke
