Spring til indhold

Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/260

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

250

Th. Nielsen.

virkelig var Mænd, der vare rede til at tage de yderste Konsekventser og stille sig paa Barikaderne, og den gamle Partifører nævnede da flere, om hvem han med Vished troede det. Pludselig spurgte En: „Thomas Nielsen?”, hvortil den Gamle uden Betænkning svarede et determineret „Aldrig!” ledsaget af et uforligneligt Skuldertræk.

Nu staar Thomas Nielsen tilsyneladende blandt „de Moderate”, men ingen ved rigtig, hvor man har ham, og selv hans gamle Partifæller ryste tvivlende paa Hovedet ligeoverfor ham. De ere ikke sikre paa ham, han logrer baade med Bergs Gruppe og med Højre og Vennerne ere ikke vis paa at kunne holde ham fast. I Længden er naturligvis sligt svækkende for Indflydelsen, og det er ogsaa ganske vist, at Nielsens Indflydelse er i Tilbagegang.

For fuldt ud at vurdere Th. Nielsen som Politiker er det nødvendigt at iagttage ham ved politiske Møder, hvor Vælgerfolket skal strammes op; her er han den rigtige og gamle Thomas Nielsen.

Det er uomtvisteligt, at Venstreførernes store Indflydelse paa Befolkningen i en meget væsentlig Grad skyldes en Agitationsmaade, der ganske vist har vist sig praktisk, men derfor paa ingen Maade er anbefalelsesværdig eller sund, og Th. Nielsen har længe været udpeget som en af dem, der paa de politiske Møder æggede Lidenskaben mest.

Man skal imidlertid ind paa Livet af ham ved et saadant Møde, hvor han forud er sikker paa Stemningen, saa faar man ret Blik for hans Ejendommeligheder. Hvis den Taktik, han under saadanne Vilkaar udfolder, overhovedet kunde være Gjenstand for Beundring, saa maatte man beundre ham, thi han er i Sandhed en Mester. Han forstaar at gaa ind i Folk, at kildre Ørerne og hidse Lidenskaberne. Derigjennem sejrer han sine Triumfer — ikke gjennem logiske Sejre.

Se ham paa en improviseret Talerstol, og alene hans Persin og Methode vil vække Opmærksomhed. Han bøjer Kroppen lidt forover, lægger Hovedet over mod den ene Skulder, trækker Munden op til Siden, udstrækker en manende Finger, og hans skærende Røst finder Vej til de lyttende Øren. Man mærker Fanatikeren, han hidser. Talemaader om Herremands-