249
Th. Nielsen.
Personlighed. Der var ligesom opgjemt et Fond af Had og Forbitrelse i hans Bryst, som maatte have Luft, og som han da ogsaa af Hjertens Lyst lod strømme ud. Der kom i Kampens Øjeblikke noget diabolisk, noget uhyggeligt og uskjønt over den lille Mand, naar han med knyttet Haand, vendt imod Ministerbordet, truende og gestikulerende udsendte sine Laviner af Ubehageligheder. Tonefaldet, den skærende Haan, Miner, Blik og Manerer, alt tydede paa en Lidenskab, han havde Vanskelighed ved at tøjle, og som da ogsaa af og til brød igjennem alle de parlamentariske Skranker, saaledes da han erklærede, at det var ham personlig modbydeligt at forhandle med daværende Kultusminister Hall.
Th. Nielsen er en meget sammensat Natur, som det har stor Vanskelighed at faa fuld Klarhed over. Lige saa vild og ubændig han til Tider kan være, ligesaa mild og human kan han til andre Tider synes. Ligesaa aaben, han det ene Øjeblik kan være, ligesaa tillukket kan han være det næste. Man skal vel vogte sig for fuldt ud at lide paa ham; ti han er snu og beregnende og holder sig som oftest med stor Klogskab en Bagdør aaben. Han kan være virkelig medgjørlig, en Overenskomstens Mand, ja en ihærdig Mægler, det har han vist ved mere end en Lejlighed; men man faar altid Indtrykket af, at der ligger en klog Beregning bag ved, og at, hvis han havde Magt som Vilje, vilde det være Despotens Moderation, man fik at føle.
Saameget er vist, at en Handlingens Mand er Thomas Nielsen ikke, være sig nu af Beregning eller af Mangel paa Karakter. Han har de store Ord, og han forstaar at true, men naar Truselen skal omsættes i Handling, saa er han ikke hjemme. Saasnart der blev rejst en alvorlig Modstand imod Venstres Magtpolitik, faldt Thomas Nielsen fra. Det gjorde han i 1875 og endnu mere i 1877, hvor han var den eneste Mand af Venstres Bestyrelse, der undgik at faa sit Navn under det famøse Angreb paa Ministeriet Estrnp. I Provisorietiden var han besindig, næsten spagfærdig, og den berømte 8de November var han en virksom Mægler for en Overenskomst. Det tjener ham kun til Ære.
Hans gamle Parti- og Meningsfælle J. A. Hansen blev engang af nogle Højremænd spurgt, om der blandt Venstre
