281
Scavenius.
Finantsudvalget, men paa den anden Side lagde han ikke Dølgsmaal paa, at i mange Principspørgsmaal var han dets bestemte Modstander, og han skyede ikke, naar han fandt det rigtigt, at skille sig fra det.
Venstre satte stor Pris paa den lovende unge Godsejer og gjorde sig til af at have ham til Partifælle. Allerede den Gang talte han meget ofte og vendte tidt Braadden mod de styrende, uden at han dog nogensinde gik op i Oppositionen i den Forstand, at hans Selvstændighed berørtes deraf. Det var dog ikke vanskeligt at se, at den Vej, Venstre gik, maatte fjærne Scavenius fra Partiet, og det skete da ogsaa. Da Venstre lagde sin umiskjendelige Hensigt for Dagen at styrte Ministeriet Frijs, vendte han sig resolut fra det, og da „det forenede Venstre" dannedes og de systematiske Ministerstormerier begyndte, blev han dets uforsonlige Modstander.
Han havde nogen Vanskelighed ved i Begyndelsen at arbejde sig sammen med sine nye Meningsfæller, men efter Valget i 1872, der skaffede Venstre det første Flertal, tog han med sædvanlig Resoluthed sit Parti. Kampen antog nu saadanne Dimensioner, at Højre maatte danne en samlet Masse mod Venstre, og de gamle Modstandere, Godsejere og de Nationalliberale sluttede sig da loyalt sammen, og navnlig viste Scavenius sig som en trofast Forbundsfælle. Han vandt ogsaa Højres Tillid i en overordentlig Grad og kaaredes paa de vigtigste Omraader til Partiets Ordfører.
Som saadan har han spillet en fremtrædende Rolle i det politiske Liv, og hans Anseelse og Betydning steg Dag for Dag. Under de sidste store Kampagner bar han Højres Finantslovskamp, og han blev utvivlsomt Partiets betydeligste Mand efter Hall.
Saa blev han pludselig og helt uventet optaget i Ministeriet. Om dette var rigtigt paa hint Tidspunkt, turde maaske være tvivlsomt. At han vilde tilføre Ministeriet en Kraft, var utvivlsomt; men Spørgsmaalet er, om man ikke berøvede Højre i Folkethinget en større. Hertil maa endvidere knyttes to Betragtninger. Som Medlem af Folkethinget var Scavenius meget afholdt og anset ikke blot af Højre, men ogsaa af Venstre, og han var istand til at vriste mere fra Oppositionen end nogen
