460
Carl Ploug.
Faa have vistnok kæmpet under vanskeligere Forhold, end dem, Ploug kæmpede under i hine Dage. Folket stod vel for Størstedelen paa hans Side, men der var hverken synderlig Liv eller Kraft i det, og imod ham stod en stærk og mægtig Regjering, der havde Lyst og Evne til at bruge Magten. Det var mere end et Mundsvejr, da den altfor tidlig afdøde Frihedsmand Johannes Hage en Gang i hine Dage pegede paa Orla Lehmann og sagde omtrent saaledes til en Ven: Se paa dette smukke Hoved, hvem ved, hvor længe det faar Lov til at sidde paa Kroppen! — Der var en stærk Gjæring i alle Forhold, og Ploug gav den ved alle Leiligheder et djærvt Udtryk. Vi havde jo Censur den Gang, og Hr. Reiersen var en streng og ubarmhjærtig Censor. Alene det, at en Artikel var skreven med Varme stødte ham, han vilde ikke have „Blod” i Artiklerne, og han strøg for Fode, saa at Bladet ofte maatte gaa ud med lange, blanke Spalter, der sagde som saa: „her skulde have staaet noget ekstra, men Censuren har strøget det.” Dette pirrede selvfølgelig Nysgjerrigheden og forøgede Interessen for Bladets Kamp. Trods den strenge Censur regnede det ned med Aktionssager imod Ploug, og det er ikke formeget at sige, at de ham i Tidernes Løb idømte Mulkter løbe op til en virkelig Formue. Han holdt imidlertid tappert ud, og alle Forsøg paa at knuse ham mislykkedes. Imidlertid kom den slesvigske Bevægelse i Anledning af Peder Hjort Lorenzens djærve Optræden i den slesvigske Stænderforsamling, og det derefter paafølgende Sprogreskript. Ploug talte naturligvis her Danskhedens Sag paa det varmeste og traadte i personlig og inderlig Forbindelse med de berømte slesvigske Patrioter. I de prægtige Fester paa Skamlingsbanken tog han ogsaa levende Del, og fra en af dem skriver sig hans herlige Sang: „Lifligt fløjte Vælsklands Nattergale”.
Samtidig med, at han var Nationalitetens uforfærdede Forkæmper, var han ivrig Skandinav og spillede en betydelig Rolle ved de skandinaviske Studenterfester, der i hine Dage indlededes. Fra Studenterfesten i 1845 i Kjøbenhavn, den ved hvilken Lehmann holdt sin begejstrede og glimrende Tale, som bragte de unge til at bære ham i Triumf paa deres Skuldre, skriver sig Plougs Sang: „Længe var Nordens herlige Stamme”. Men
