461
Carl Ploug.
mere end for alt andet kæmpede han dog for Frihedens Indførelse herhjemme, og mange prægtige Artikler i den Retning ere flydte fra hans Pen.
Saa, ligesom Kampen var haardest og mest haabløs, døde pludselig Kristian den Ottende, og med Frederik den Syvendes Tronbestigelse tændtes Haabets Fakkel over det hele Land. Først kom dog de tunge Dage, Oprøret i Slesvig-Holsten var sit Udbrud nær, og de berømte og bevægede Kasinomøder, i hvilke selvfølgelig Ploug ogsaa var en meget virksom Deltager, viste tilfulde, hvor klart man herhjemme var sig Situationens Alvor bevidst. Kong Frederik den Syvende gav efter for Folkets Ønsker og omgav sig med Frihedens og Fremskridtets Mænd, det berømte Martsministerium, og da han samtidig gav Løfte om at ville give en fri Forfatning, gik der en Jubel gjennem Folket, der forlenede det med en ukjendt Kraft, saa at der, da Oprøret slog ud i Flammer, stod et enigt og begejstret Folk omkring sin Konge, rede til at ofte Liv og Blod for hans og Landets Sag. Ploug har sin ærefulde Andel i „Aanden fra 48”, og han blev forsaavidt en af Situationens Mænd som hans Blad i de følgende Aar blev det toneangivende herhjemme. Han opflammede Soldaterne ved sine glødende Sange, af hvilke saadanne som „Paaskeklokken kimed' mildt” og „Nattens dæmrende Taager” endnu staa som et sjælfuldt Udtryk for hin Tids løftede Stemning og for en varm Patriots sande og ædle Følelser. Men samtidig gik han trolig i Politikkens Trædemølle og skar „Hakkelse i Døgnets Rejsestald”.
Midt under en Vaabenstilstand, medens Nationen stod med Sværdet halvt udtrukket, foretoges der den 5. Oktober 1848 Valg til den grundlovgivende Rigsdag, og da stod Ploug i sin Fødeby og søgte Valg. Han havde fuldtud fortjent et saadant, og han fik det ved Kaaring, uden Modkandidat. Med Iver tog han Del i det store Arbejde, der den 5. Juni 1849 satte sin smukke Frugt, da Kong Frederik indfriede sit kongelige Ord paa den ridderligste Maade og gav Danmark den frieste Forfatning i Verden. Omtrent Maanedsdagen derefter, hin uforglemmelige 6. Juli, besvarede Folket Kongens Gave ved en lysende Bedrift, der til sene Tider vil kaste Ærens og Hæderens Skær over de danske Vaaben. Kanonerne ved Fredericia skød Frihedsvaaren
