462
Carl Ploug.
ind, og den Sol, der hin Morgen kastede sine første Straaler paa den blodbestænkte Valplads, beskinnede et stolt, et lykkeligt, et enigt og et frit Folk! Ingen har været bedre Tolk herfor end Ploug og faa havde mere Andel heri, end han.
Hans Sol straalede da ogsaa højt, han gav Tonen an, og alle lyttede efter den. Alle hans lyse Drømme syntes jo at skulle gaa i Opfyldelse: Nationaliteten fejrede stolte Triumfer, den gyldne Frihed var vunden og endog den skandinaviske Tanke havde faaet et sejrsvarslende Præg ved den svenske Hærs Nærværelse paa Fyen for at hjælpe os. Men hans Lykkes Zenit var ogsaa her naaet. Vel førte han endnu i mange Aar an, om end ikke længere ene og ubestridt, og vel øvede han vedblivende en betydelig Indflydelse; men de mørke Skyer viste sig tidlig og formørkede hans Frihedshimmel. Den kolde Virkelighed svarede ikke til de varme Drømme, og alt tidlig maatte han med Sorg erkjende, at det Folk, han havde besunget i saa høje Toner, ogsaa havde sine Skyggesider, og at den Frihed, paa hvis undergjørende Magt han havde troet saa sikkert, heller ikke helt ud svarede til Forventningerne. Der kom mange og bittre Skuffelser, men ak! det skulde blive langt værre endnu. I Ulykkesaaret 1864 slukkedes to af hans Livshaabs Stjerner: vor Nationalitets Uforkrænkelighed og det skandinaviske Fostbroderskab i Nødens Time. Vort lille Land blev lemlæstet af rovbegjærlige Fjender, det ældgamle danske Land, Slesvig, blev revet fra Moderens Bryst, og vi stode ene i Kampen uden Hjælp og uden Frelse. Vore Stammefrænder bleve borte fra Stævnet, trods Plougs flammende Maningsord: „Rejs Jer af Lejet, I Gothernes Løver! Nu er det Tid”, og Danmark sank „med dødstunget Side” ene og forladt af alle.
Da sænkede den stærke Mand sit Hoved, og da furede Sorgen hans Pande og hans Kind. De mange bristede Haab gjorde ham bitter, maaske ikke mere end forklarligt, men mere end det var godt. Baade under Krigen i 1864 og senere skrev han Ting i „Fædrelandet”, der ikke burde have været skrevne. Vel knugedes han, men han sank ikke, og eftersom Tiden gik, mildnedes noget baade hans Syn og hans Sind. Dog vedblev hans Folk at gjøre ham Sorg; ti det brugte ikke Friheden, saaledes som han fandt det tjenligt, og hans Røst lød ofte skarp og advarende.
