463
Carl Ploug.
Saa kom han i Mindretal, og den Flok blev stadig mindre, der lyttede til hans Tone. Men den bolde Kæmpe stod uforsagt og kæmpede den haarde og pinlige Strid. „Fædrelandet” gik mere og mere tilbage og holdtes til Slutning kun oppe ved Plougs Navn. Saa blev han omsider træt af denne Kamp og overgav Styret i yngre Hænder; men „Fædrelandet” var blevet Ploug, og da han forlod det, sygnede det hen og fik den 1. April 1882 en Død, der var en Synd imod Ploug og en Synd imod Bladet. Med „Fædrelandet” sluttede der et Stykke Danmarkshistorie; paa ethvert Blad i dette stod Plougs Navn indridset.
Ploug har havt sin største Betydning som Journalist og har som saadan øvet en Indflydelse, der til Tider har været afgjørende. Han har været en udmærket Journalist, der har skrevet fortrinlige Ting og det paa de forskjelligste Omraader, og det er næppe formeget sagt, at der ikke herhjemme i en Menneskealder blev foretager nogen gjennemgribende Reform, uden at Ploug var med til at give den sit Stempel. Store Fejl har han begaaet, det har ikke kunnet undgaaes, men over hele hans Gjerning i Pressen hviler der et Skær af Sandhed, Mandighed og ideal Stræben, som løfter den op over Glemselen og over Døgnets flygtige Stemning. Rig paa Anerkjendelse har denne Gjerning ogsaa været. Faa eller ingen staar højere i sine Meningsfællers Gunst, end Ploug. Det fik han at mærke ved „Fædrelandet”s 25 Aars Jubilæum, ved Gildet paa Skydebanen i Anledning af hans 50aarige Studenterjubilæum og nu sidst ved det store akademiske Højregilde i Kasino. Ved hine Lejligheder gik Taknemmelighedens og Anerkjendelsens Bølger højt over hans Hoved, saa at de nær havde taget Vejret fra ham. Et Udslag af den samme Anerkjendelse er det, at han er „Journalistforeningens” første og eneste Æresmedlem. — Han nedlagde ikke Pennen, fordi han var bleven gammel og sløv, tvertimod han stod i Manddommens fulde Kraft. Derom bar hans kvikke og aandfulde Kamp med den nye literære Retnings Høvdinge herhjemme et tydeligt Vidnesbyrd, og derom vidner ogsaa hans seneste Frembringelser baade i vore Dagblade og i Piecer. Ploug var haardhændet som Redaktør og lagde en sand Virtuositet for Dagen i Opfindelsen af just ikke smigrende Benævnelser paa sine Modstandere, men ogsaa herover hvilede et
