67
Brix.
mit lovlige Kald, og jeg bliver staaende til i Morgen, hvis jeg ikke faar Lov til at tale ud”. Dirigentens Bestræbelser for at forskaffe Ørenlyd virkede langt mindre paa Forsamlingen end Brix's rolige og bestemte Optræden, lige langt fjærnet fra Frygt for Spektakelmagerne og fra Opæggen af dem. Han fik da ogsaa talt ud og lagt Højres Program og Venstres store Synderegister aabent frem.
Brix er personlig i høj Grad afholdt baade af Meningsfæller og Modstandere. Der er over hans Væsen og Fremtræden udbredt noget saa velvilligt, saa behageligt, at man ikke kan Andet end synes om ham. Ogsaa hans Livlighed virker tiltrækkende, og man kan i Folkethinget ofte se Brix som Centrum for en muntert samtalende Kreds. Denne Livlighed faar undertiden et Udtryk, der vel er ret tiltalende, men paa den anden Side ikke altid ganske forsigtig, nemlig naar han afbryder en Taler eller tilkaster ham en Bemærkning. Man kan være vis paa, at Bemærkningen altid er skarp og træffende, og den vækker tit Munterhed, men i samme Grad, det er Tilfældet, fremkalder den naturligvis Bitterhed hos Offeret, og et hidsigt Svar, af og til ledsaget af en Tilrettevisning fra Formandens Side, er den megen Ungdoms Løn.
Brix er trods sine 61 Aar endnu en ret ungdommelig Skikkelse, han holder sig rank som en Gardeofficer og bevæger sig med en Elasticitet og en Hurtighed som en Yngling. Ogsaa Manerer, Gestus, Talens og Øjets Fyrighed, Alt tyder paa Friskhed, Intet paa, at Brix dog nærmer sig den betænkelige Alder.
Brix har sin Plads ved Vinduerne og hører i Sandhed til „de Herrer ved Vinduet”, med hvilket Udtryk J. A. Hansen i sin Tid betegnede sine Modstandere. Han er en af Højres trofaste Mænd, og dette i Forening med saa mange gode Egenskaber gjør, at man kun kan ønske ham et langt Sæde ved Vinduerne i Folkethinget.
