Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/83

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

73

Jens Busk.

kan oversættes ved „Kaudervælsk” — fandt en opmærksom Tilhørerkreds.

Der var tit noget sundt og forstandigt i, hvad Busk sagde, og han betjente sig af Billeder, der vel aldrig vare smagfulde, men ret træffende. Naar der en Gang kommer en ny Udgave af „bevingede Ord” maa deri medoptages Talemaaden: „Rent Halm i Støvlerne”, og Busk maa nævnes som Opfinderen. Det gaar med denne Talemaade som med den om „Postelinet”, den var oprindelig godt opfundet, men den trivialiseres efterhaanden ved en for hyppig Brug paa rette og urette Sted. Busk havde en Tid et saa udpræget Sværmeri for det demokratiske, at man fortæller, han en Gang dunkede en højtstaaende Embedsmand, der var Medlem af Thinget, paa Maven og sagde „Du” til ham. Efterhaanden som Opholdet herovre har gjort ham mere civiliseret, har han lagt slige Ekstravagancer af.

Busk har egenlig kun havt en Dag i Folkethinget, men denne Dag har da ogsaa løftet ham højt paa Berømmelsens Vinger indenfor Demokratiet. Det var, da han stillede sin Forespørgsel om Behandlingen af Husarrekrutterne paa Jægersborg. Det er jo imidlertid uomtvisteligt, at denne Dag paa ingen Maade var udelt ærefuld for Forespørgeren. For det første har det jo vist sig, at han gjorde sig skyldig i store Overdrivelser; for det andet var han paa ingen Maade taktfuld eller hensynsfuld ligeoverfor de hæderlige Mænd, hvis Navne han drog frem, og endelig havde hans Maade at indlede Forhandlingen paa sin Medskyld i de Insulter, der under den fortsatte Diskussion slyngedes ud mod brave Mænd. Busk illustrerede ved sin Forespørgsel den Højskoleretning, der udmærker sig ved en Ømskindethed, som staaer i en skærende Modstrid med det gamle nordiske Helteliv, de samme Højskoler stille paa saa høj en Plads. Nutidens „Mænd” afficeres af en lidt brusque Tone eller af en mindre smagfuld Tiltale; det ligger vel i, at vi nu have faaet Noget, der staaer højt over alt: de saakaldte „Menneskerettigheder”, som vore Forfædre lagde mindre Vind paa, men som nu synes at skulle absorbere alle andre Rettigheder og Pligter.