72
Jens Busk.
hvorledes han foldede Hænderne i en Bøn til Gud i den Forvisning, at hans sidste Time var kommen.
Fra Højres Side lyder Sagen lidt ædrueligere: det hele skal herefter have indskrænket sig til nogle kraftige og just ikke velvillige Udtalelser fra en eller flere Højremænd uden Ledsagelse af egentlig Vold. Nok er det, Busks unge Liv blev heldigvis bevaret, og om nogen virkelig Molest var der ikke Tale, hvor stærke endog Udtalelserne kunne være faldne.
Disse to Historier: „Postelinet” og Martyriet fra Gjæstestuen i Horsens vare nok til at gjøre Busk til en berømt Mand i Venstres Lejr. Der hører, som bekjendt, ikke meget til at opnaa Berømmelse i det Selskab. Busk blev pludselig hævet til en Folkets Mand, der havde Krav paa og særlig egnede sig til en Plads paa Thinge. Man begyndte altsaa at se sig om efter en saadan Plads, og Ventetiden blev ikke lang. Ved Valget den 25. April 1876 dumpede han pludselig og uventet ned i Ribe og blev valgt med stor Majoritet imod Cand. phil. M. Andersen og Parcellist J. A. Kruse. Det var ganske klogt at vælge Ribe; thi vel var Busk personligt ukjendt der, men Venstre havde en stærk Stemning for sig, og det at være eller anses for at være en fuldtro Venstremand, var Anbefaling nok. Dertil kom, at Kredsen i temmelig høj Grad synes at sværme for at skifte Repræsentanter, og at den sidste Repræsentant før Busk, var den højst tarvelige Gaardejer Kruse, mod hvem en Mand med Busks Evner var en ren Gevinst.
Busk kom altsaa ind paa Rigsdagen og sluttede sig straksS til det da nominelt bestaaende „forenede Venstre”, der dog vistnok allerede fra 1875 bar Dødsspiren i sig. Den livlige unge Mand blev straks meget feteret i herværende Venstrekredse, og han blev hurtigt i Venstrepressen knæsat som en af Partiets store Mænd. Da Venstre gik i Stykker, stillede han sig paa Bergs Side og er nu vistnok, næstefter Berg og Hørup, det mest indflydelsesrige Medlem af den lille Gruppe. Hans unge Kræfter fik hurtig Anvendelse: han blev Medlem af flere betydelige Udvalg. Ogsaa i Debatten tog han livlig Del, og den kvikke unge Mand, der talte flydende og i et mærkeligt Sprog, som han selv kalder jydsk, men som Jyder ellers ikke ville kjendes ved, og som N. Andersen en Gang gav en Betegnelse, der
