Denne side er valideret
III
Det røde Skær over Georginehækken og i Dammens sivkranste Spejl, som fra Solnedgang —
Eva løftede Øjnene.
Skoven brændte høj og rød bag Sølvpoplernes Askeflor.
Et Vindpust — Asken flagrede mod hende, og Luerne steg.
Eva så ind ad Lågen.
Dernede bag Granernes mosfriske Grønne flammede Dalen. En Skade flygtede gennem Solskinnet.
Å Efterår — hun holdt Hånden for Øjnene — hun havde ikke levet i Skove siden Barn.
Helge, han var dernede i Ilden. Skulde hun dykke ned til ham, i Verdensbranden?
En Hånd rørte hendes.
Hun jog sammen.
Kom hun nu ud af Ilden som før af Mørket?
Hun så et Mandsansigt foran sig, grånet, langskægget, mod den røde Brand.
Han løftede Hatten.
„Undskyld, men Fruen hørte slet ikke, jeg kom op ad
