91
Stien. Mit Navn er Niels Hilding, Dr. phil. Deres Mand er måske ikke hjemme? Ja, for det er jo Fru Kolind?“
„Hilding — ja. Nej, Helge er nede i Skoven at male og —“
„Ja,“ den Fremmede så ned over Dalen, „i År er der rigtignok Farver at male.“
„Er Skoven ikke så rød ellers? Bor De her altid?“ spurgte Eva, åndeløs.
Var det kun i År, Skoven truede så vildt om deres Hus? eller skulde de leve det om hvert År?
„Nej, jeg har aldrig set den så rød. Ja, Fru Kolind, jeg bor her altid, nede ved Fjorden, i et Hus, hvor mine Forældre boede, og hvor jeg er født. Huset ligger lidt ovenover Simon Taves, som jeg véd, De kender. Vil Fruen og Deres Mand en Dag gøre mig den Glæde at besøge mig, skal De se, min Udsigt er endnu videre end Taves.“
Han så på hende. To blide, stille Øjne, lidt anstrengte som af megen Læsning — eller af at vandre gennem den luende Skov.
„Jeg skal sige Dem, jeg har kendt Deres Mands Fader, Doktor Kolind. ja, jeg var jo en Del År yngre, men vort Fag strejfede ofte hinanden, hans Filosofien, mit Litteraturhistorien. I Romantikens Dage levede de to jo tit i én Hjærne, så vi måtte hente Oplysninger hos hinanden. Jeg for Exempel om v. Schubert, han om Schlegel'erne og — — Nå, og nu jeg hørte af Taves, at De bor her hos hos min gamle Ven, Vejassistent Gorm, fik jeg Lyst til at se min Arbejdskammerats Søn — ja, eller gense, for jeg
