Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/107

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

95

Nogle Graner stribede sig hen forneden, takkede og grønne. Men derunder, i Dybet, glødede Løvet.

Hun stod over en Sidedal, på en høj Sti mellem Avnbøge og Hassel, som i Ild til Midjen. Høje Bøgestammer rakte sig ildplettede op om hende med Kronernes Flammer i Himlen, hvor Solnedgangen flakkede i Grået som et Genskær af Skovens Brand.

Hun så ned på de skælvende, røde Blade omkring sig, hun sansede den uophørlige Hvisken af Blade ude over Dalen og over sit Hoved. Og hun sitrede, som faldt de i hendes Hjærte.

At leve — ja, men at dø — —

De to ved Bordet, vidste de i deres Sorg sandere om om Livet end hun i sin Glæde?

De to — hun rynkede Brynene — Læreren og Eleven, ja det var de!

Men Helge og hun — Hun smilte hemmeligt.

Å Riborg, hun vidste kun om den Ild, der var Fortærelse, ikke om hin Glød i Helges Øjne, hun havde tændt i den rødeste Høstnat, den Glød, der ulmede selv her i Solens Sluknen over det faldende Løv, der brændte dybest i den løvfyldte jord og i — ja i hendes Hjærte her i Skoven!

Det Blik, hvormed Helge undertiden kunde se på Riborg, når hun en sjælden Gang løftede sine sky og flygtende Øjne — så hensynkende som den Gang i Råens.

Hun vidste det, han fandt i Riborgs luftblå Øjne kun Glemslen.

Eva standsede.