Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/125

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

113

Eva vidste det, nu!

Hun vilde dræbe ham, som hendes Fader havde dræbt hendes Moder, i den blodigtsorte Skov!

Å, se hendes Hænder, lange, hvide, de vilde klappe, kvæle ham i Klap, i tåresvangre Hymner, som Wolff Crums, da de skar Sneppens Hjærte ud!

Å hendes Elskov, ja den var Døden, Vellysten og Døden!

„Helge, jeg må ud! Det er Luften herinde, alle de Dyr og —“

Å Fuglene styrtede om hende, i en sortnende Sky — et Læs af Stank og Lig!

— „Men kæreste dog!“ Helges Hånd pressede sig om hendes Pande, fast. Hans Stemme sang bekymret i hendes Øren.

Hun slog Øjnene op.

Det røde Løv derovre og — Å, men Luften, sval, vid, og Havens sortbrune Muld.

Langt borte en Rullen af en Vogn ad Kolding Landevej.

„Helge!“ hun slog hæftigt Armene om ham og pressede sin Mund mod hans, „Helge, mit Barn!“

Ja, Barn, du skal myrdes i den vildene Skov, som hende derinde!

Aldrig, aldrig skal de under Suk og Sange skære Hjærtet af dit Bryst. Jeg skjuler det i mine Hænder, slutter det i mit!

— „Vi fik jo ikke sagt Farvel. Nå, men hun kommer jo i Aften,“ nikkede Helge.