120
dende, og på sin Hustru: den frydefulde Jammer: Ecce homo!
Og hun, den glade, Livet: den blinde Selviskhed.
Eva satte Hælene hårdt i Gulvet. Riborg forkyndte hende sin Fejde her i hendes egen Stue. Hørte Helge det da ikke? Han, som stirrede på hende: „Vi ved det, Riborg“?
Nej, og han måtte aldrig drømme om Grunden! Ene måtte hun kæmpe for sig og for ham. Ja bi, Riborg, bi!
„Ja, Sorgen,“ Tave vendte sig mod Riborg, „men er den ikke just det, at se de andre? Ser vi de andre, dør da ikke først Glæden — og så vi selv?“
Riborg nikkede svagt, ligegyldigt.
Nej, hvad fattede hun af det? Han, som døde for de andre, i Sorgens Blindhed, hun, som vilde de andre skulde dø for hende, i Sorgens Vellyst.
Og dog, du levede gærne med Helge, om du kunde spærre ham inde i den blodige, skumle Hule derhenne, hvor din Fader omkom din Moder, i sin ømme Sorg.
Nu, du aldrig skal nå det, så længe jeg er i Live, så længe hin Ild brænder selv i den løvfyldte ]ord, nu så du ham gærne død for din Fod, at du kunde nynne din Hævnsalme over ham, som din Fader over Fuglen, I af Afmagt onde!
„Nej, nej,“ Hilding havde taget Lorgnetten af og trak i dens Snor, „just når vi glemmer os selv, nåer vi til Glæden, selv midt i vor dybeste Sorg.“
Han sænkede Blikket.
Ja, han havde fundet Glæden i den dybeste Sorg, han som fandt sin Anden, kanhænde unåelig fjærn for hans Hænder, men nær, å så nær for hans Tanke og Hjærte!
