Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/131

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

119

mod Ellen, der stille og bleg, i sin grønne Kjole, som en Vintergæk, gemte sig ind i den store Lænestol ved Palmen, mellem Jæmbæk og Gorm.

„Jeg tror, at for os Mennesker, som vi er flest, gives der kun én Anden, en eneste en, en Moder, et Barn, en Ven eller — en Hustru. For de få store måske — De siger selv, Tave, til dem hører De ikke — dér gives de usynlige mange. Og tro mig, de ser dem, de store, synske.“

Taves Øjne stirrede, i det lys- og skyggebrudte Ansigt.

Ellen så på ham, hvid og stum.

Han dirrede ned langs Rygraden. Skuldrene rystede, magre som et Skelets.

Hvor havde han fortæret sig i de Uger siden sidst!

„Og jeg tror,“ vedblev Hilding, „at før man finder sin Fred i den Anden, hvad enten den er fjærn eller nær, før lever Livet ikke i én.“

„Livet?“ Riborg bøjede pludselig sit mørke Hoved frem på den hvide Hals, „Livet, det blindeste, det hårdeste af alt! Livet og de glade. Ømheden, den er kun i Sorgen, i Døden.“

Stemmen kom løssluppen, dump, som var hun på Forhånd døv for alle Ord. Hun blev hængende med Armen over Stolens Læn og stirrede med fortrukken Pande hen for sig.

Evas Øjne sprang hen mod Helge.

Han lukkede Riborg inde i sit Blik, med Hagen sænket mod den store Halssløjfe.

Ømhed kun hos de sørgende. Ja i Crums Blik på Fuglen, hvis Hjærte han skar ud, skælvende, sørgende, ny-