Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/171

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

159

omme, alt mit. Jeg lo, lo af jer: „I tror, jeg ikke er som én af jer, I tror, jeg ikke mer vil kappes! Men bi! bi! Jeg er Sara Hein, vogt jer bare!“ — — Men nu, dér så jeg mig selv — som jeg nu ser ud — for jer, der skal leve, så hvad — jeg nu betyder, jeg som før betød — mer Liv, end I ejede — I, som nu —“

„Så, så,“ Eva tvang sine Læber til Ro på hendes iskolde Kind, „så, så, Frøken Hein. så De er bleven nervøs af Rejsen herover! Fordi hun tegner den Skitse sådan, tror De strax — —. Men De kender hende jo ikke! Tro mig, det er ikke Dem, det er hende, der er syg. Hun — hun ser os alle sådan, vil kun tegne os sådan.“

Sara Hein rystede på Hovedet, hendes Øjne smilte, alvise:

„Nej, nej, Fru Eva, nu må vi ikke narre Døden mer! Deres Øjne sagde mig det jo allerede om Bord: „Det er Synd at lege sådan! vi må tage Døden, som vi tog Livet!“ Jeg — jeg begik Synden. Men å, hvor fik jeg også Straffen! Jeg skulde jo le, le, le hvert Sekund. Å, det var som i Søvne! Jeg løb, løb og kunde ikke løbe. Jeg kunde ikke holde mig oprejst mer. Nu ligger jeg, å nu ligger jeg, nu er det rigtigt. Nu skal jeg kun ligge — og vente.“

Evas Hænder gled ned på Tæppet.

„Vil du ikke gå derop og trøste hende —“

Glæden skulde læge Sorgen, Glæden, som ene er god Glæden, hvori Gud bor.

Og så: Sorg at le, Glæde at græde, Glæden Synd og Sorgen Lydighed!

Hun blev liggende ubevægelig og så gennem den høje