Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/173

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

161

„Er Løgn da ikke Synd? og Synden Død?“ Riborg spændte Hænderne om sit Knæ, hun stirrede forbi ham, ud i Månelyset.

Overlægen sænkede det grå Hoved. De bladløse Skyggeranker dirrede over ham.

„Ja, Frøken, vidste jeg det —“ mumlede han.

Henne i Vinduets Måneskin fortrak Inspektørens Ansigt sig til en Grimase, bag Rudernes Gitter:

„Kære Doktor Højen, husk dog på mig! Jeg er jo, om jeg så må sige, Håbet på denne Skude.“

Eva så mod det skinnende Sanatorium.

Dernede, i et af de Lys smilte nu hint Ansigt sit Lydigheds Smil.

Og i de andre Lys, de prikkende tætte, hvilte nu endelig Feberøjnene og Febermundene, salige i Tilståelse og Sorg.

„Men,“ hun så ned i Skødet, „er da ikke Håbet Frelse?“

„Løgn er Løgn,“ Riborg knugede Armene sammen under Brystet.

„Kan ikke Håbet gøre Løgn til Sandhed?“ Eva så bævende op på den unge Andenlæge.

„Håb er Synd. Din Vilje ske!” Riborg bøjede Hovedet.

Doktor Ejlersen så ud i Måneskinnet med korslagte Arme.

Den mægtige Kristusstatues Kåbeflig hvidnede bag ham. Det bøjede Hoved dæmrede oppe i Skyggerne.

„Er der Liv, er der Håb. Og — er der ikke Håb, er der ikke Liv. Nægter man Miraklet, da nægter