Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/179

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

167

ge, „på denne Tid af Natten har de gerne alle Ro, i de dybeste Timer af Døgnet.“

Eva foldede Hænderne under Tæppet.

Om de slap over denne Stund, da Sandskornene tøvede mellem Livets og Dødens Kugle, mens Dråberne tørredes i den hellige Skål, og de levende sov så dybt i Kamrene som de døde under jorden!

Om de slap fra denne Stund og dette Sted!

„I denne Time var det altid, jeg hørte Moder komme,“ lød Helges Røst fra det Tomme.

I det samme slap hans Hånd, han løftede Hovedet, mens Eva med et Skrig sad på Sengekanten.

Midt igennem den åndeagtige Hvisken, gennem den lydige Færdsel af Løv mod Jorden — Trin, hvislende, fanget i Løvet, svævende hen gennem det — en Kjoles Sus, et Kog af faldne Blade.

Og dér, Vinløvsbladet, der svævede foran Vinduet som en Natsommerfugl i Månedæmringen, skælvede.

Løvhvisken løb langs Muren.

En rørte ved Ranken dernede.

Eva sank ned i Puderne. Hun anede kun hans Ansigt i Istappens Skær.

Han svandt hen i Tåge.

Den hellige Ånde tog ham.

Men i samme Nu var hun oppe, i et Spring henne ved Vinduet, med Hænderne om hans Arm.

Og dér nede i Månefloret, i Løvfaldets rimfunklende Drys, stod Riborg med den hvide Hånd ruskende i Vinløvsranken, med det hvide Ansigt løftet op mod Ruden.