16
De sad bægge i Morgensolen, der legede over Vandstellets Porcelæn. Hans Hånd holdt hende fast om Armen, og han så på hende med et Smil.
Solen blànede i Sengenes hvide Lin. Spejlet lyste som Vand.
„Helge, å —“ hun åndede op, klemmende bægge Hænder om hans Tindinger, „Helge, du er hos mig.“
„Ja, hvor skulde jeg ellers være?“ smilte han; han strøg hendes våde Hår fra Panden, „Barnet har nok drømt ondt? Det er ellers slemt: den første Nat i et nyt Hus.“
„Helge, tror du det!“ hun fløj sammen, „tror du, at det skal ske?“
„Snak,“ lo han, „jeg taler jo kun efter mit Barn! men lad os nu se at komme op og ud i Skoven.“
„I Skoven?“
„Ja, og Markerne, og hele det nye Land.“ —
Hun så hen for sig i den tågede Sol. Den første Nat i det nye Hus — hun havde drømt så ondt!
Men var det ikke Helges Skyld?
Hun havde jo troet, de —
Hun blev blussende rød — —
Som den første Nat på Frederiksberg — —
Ja, da var han hendes. —
„Eva,“ han kaldte inde fra Spisestuen, „du skulde blot se Haven, lutter Sol og Dis! og Frugttræerne skinnende gule. Kom nu, så skal vi ud en lang Tur.“
„Ja, Helge, jeg kommer jo.“
— — — — — — — — — —
