24
De sad bag de store Atelierruder.
Et Togs Røg gik gennem Skovene. Et hvidsejlet Skib stribede sig hen gennem Skygge og Sol, ind mod Havnen, hvor Tårnene glimtede. Skummet smilte ensomt over Fjorden.
Ovre i Skoven, østude, glimtede nu og da en Fløj. En lang Ruderække tindrede frem og sluktes igen, men viste forinden en fæstningsgrå Bygning, halvskjult af Skov. Sanatoriet, hvor Helge levede som Barn, hvor hans Fader døde.
Eva stirrede.
Så vendte hun Hovedet ind mod Atelieret.
Et Ur dikkede. Barnets Sugen af Moderens Bryst puslede.
Ellen Tave sad foroverbøjet med Barmen skjult af Barnets Hoved, på Rørstolen foran det grønne Gardin.
Hun sad dér så livløs i Middagssolen, så bunden til den spæde ved sit Bryst, som var hun ikke mere til. Så ydmyg som en Kilde, som randt hun, Sjæl og Legeme, hen i sit Barn.
Solen legede i Ringe om hendes Fod. En Sisken prøvede sin sidste Sommertrille fra Gyvelkrattet derude.
Hun gav sin Mælk hen i Barnet, åndeløs, ubevægelig. Hendes hvidgule Hår lyste — en Kæruld bøjet over Kilden.
At glemme sig selv som hun, at lade sig således slette ud, ikke mere være et Jeg —
Evas Hænder famlede om Armlænet.
Helge, således elsker jeg dig ikke, kun for din egen Skyld, uden Tak.
