40
Syn i et Spejl, med Hårskoven forovergrånende, kæmpestor på sin Stok, med de blinde Øjne søgende mod Lyset, med Fingrene fumlende som Orme på Dørkarmen.
„Hå, hå, hå, græder Du, lille Svigerdatter? hå, hå, hvor er Tyge? Hvor har han vor Ridepisk? Ridepisken til vor Slægts Kvinder? Hå, hå, ét Spøg, et andet Alvor. Forlad min Skæmt.“
Moder så op, hun krøb helt ind i sig selv, med hvidnende Øjne.
Farfader slæbte sig over Gulvet, stram af Skæglugt.
„Ho, ho, Tyge, Fjorden gror til, Slægten dør ud — Gertrude, Gertrude, Satan, det er dig! Ram nok fik jeg aldrig på dig!“ han truede rystende med Krykken, Vejret peb af hans Strube.
Det var Farmoder — Farmoder, de ældste på Gården hviskede om, han havde tortureret til Døde, hundset, sultet. Farmoder, der flød en Morgen, opsvulmet, mellem Grødisen i Sivskoven.
„Hæ, hæ, hm,“ den grå Kæmperyg krøb ind i Karmens Mulm.
Stokken haltede bort i en ny Korridor.
Moder stirrede på hende med opspilede Øjne. Eva holdt sin Ånde, ingen af dem talte. Hans Lugt stod endnu i Stuen, muggen og rå.
Moders Ansigt fortrak sig, pludselig spyttede hun, foroverbrudt som i Opkastning. Så røg hun ud af Nisjen:
„Eva, Eva, kom med!“
Hun rev Glasdøren op. så det knagede i det møre Træ, ud på Stentrappen over Haven, sugende Luften i et Åndedrag, helt ned til Hælene.
