41
„Å Eva, kom, kom!“
Hun greb om Skørtet, og fulgt af Eva sprang hun ned over Trinene, de søndrede Stentrin med den blomstrende Vedbend om, ned mod Plænen med Agaven midt på.
Ad de grusede Gange løb de, åndeløse, med blussende Kinder, bort under Grenene, mellem Granerne og Humlestængerne, forbi Lysthuset med Rørtaget, til Fjordstriben blinkede for dem, åben, blå, spejlende Møllen og Agertavlerne og Sommerskyerne.
„Å dog!“ Moder slog bægge Armene højt ud og kastede Hænderne bag Nakken, „å dog, dog!“ hun rokkede fra højre til venstre.
De stod bag Tjørnehækken og hørte Sivenes endrægtige Sus, det tålsomme Knirk fra Møllen derovre og Køernes trolige Græsrusken.
Snippen af Landevejen til Frederits stak op over Markerne og Sivene, solbelyst.
— Om Aftenen, oppe i den sorte Gang, hvor Døren stod åben ind til Moders og hendes Sovekammer, med Aftenblået og Valnøddekronerne, dukkede Faders magre, bøjede Skikkelse op.
Han greb Moders Hånd mellem bægge sine og knugede den mod sin Mund i et Kys, krympende sig over den, som græd han.
Moder så op, hendes Øjne boblede af Tårer, hendes Mund svulmede rød.
Faders tynde, grå Ryg forsvandt ned ad Trappen.
Moder stod ubevægelig, med Hænderne strakt ned, som i Lænker.
Gennem Sovekammerets åbne Rude fløjtede Droslen
