43
lille, tjørnehårede Pige omkap med de æggeblommegule Ællinger og deres gyngende, hvide Moder.
De mærkede med Et en Duft af oliet Gødning, af Tagenes Strå og, derover, af Græsspirer, Harpix og Fjordvande.
De stirrede på hinanden; de sitrede i deres sorte Kjoler, som ramte af Aftenens skarpe Forår — som så de sig selv og hinanden for første Gang.
Og de løb pludselig ind i Huset, ind gennem alle de skumrende Gange og Stuer for at se, se! Og Ekkoet af deres Fødder sprang opskræmt og forvirret frem fra Kroge og Lofter: Hvem? hvem? hvem?
Ja, hvem? her hvor gamle Hack Flemmings Krykkestok endnu haltede, hvor hans ihjelskræmte Hustrus Skygge endnu flygtede, og deres Søns afmægtige Skikkelse listede hen.
Hvem? hvem? her i denne ældesorte Bolig, hvor herskesyge og grusomme Mennesker havde huseret, formørkende Liv og Lykke for alle andre end dem selv, ondsindede af Blodets Ælde, ulvestærke af Knoklernes Idræt, fra da Krigssnekkerne fløj mod Havet — før Rind groede til, og Tyge Flemming sank i Knæ under Slægtens Læs af Ælde og Synd.
Hvem? hvem? hvem?
Å to små, nyfigne Kvinder, Datteren af den gildeglade Læge i Kolding og hendes trettenårige, brunlokkede Tøs!
— Der kom en Sommer på Strand, den sidste — som hun aldrig glemte!
Som to Føl legede de gennem Salene.
Sommeren grønnedes, blæste og skinnede ad altid
