Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/76

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

64

Han sank sammen, med Ansigtet i Hænderne.

Hun svælgte.

Nej, nej, ikke ham ind i sig! Han var Døden!

Hun vilde bort, hun vilde leve!

Leve — å kun ved at dø i ham, så han kunde leve i hende! Den Anden Døden? ja, for en selv, at man skal vinde den Andens Liv!

„Ser du! ser du!“ hendes Blik klyngede sig i hans, „vi er to, du forstår ikke mig, og jeg ikke dig, men netop derfor skal vi blive én.“

Han jog sammen, som blottedes han.

„Nej, nej, ikke det! Jeg vil det ikke! ud af mig selv og du ind i mig!“

Hendes Hænder slappedes om hans Hals: ikke du ind i mig. — Han lukkede for hendes Jeg, for hendes Gave. Nej, nej, han lukkede for „den Anden“, for Livet selv!

„Nej, Helge, nej!“ hun pressede sit Bryst mod hans, „jeg slipper dig ikke!“

Hans Øjenbryn løftede sig, han gjorde en Bevægelse som i Trussel —

Så sank han ned mod hende.

Han greb om hende, så det brød af Smerte over hendes Arme og Ryg.

Men hun jublede, jublede op under Klokkernes Jammer:

Frelst! Frelst! de var frelst bægge to — — fornam hun det ikke i hans Hænders Greb?

Han slap hende brat. Hans Hoved faldt tilbage mod Karmen.

„Eva, Eva, hvad er det, du har bragt over mig? Jeg