Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/75

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

63

:Jeg følte din Ånde, dit Kys, men du følte mit. Du er Du, som Jeg er Jeg.

Men, i Går, i Kysset, da var vi En — Vi?

Ja. i hinandens Favn skal Du og jeg dø for at fødes i Vi!

— Han så op, sky, og strakte Hånden ud:

„Eva, jeg skal love dig det: aldrig skal en anden Kvinde tage min Hånd. Jeg kan love dig det let,“ han smilte sårt.

„Jamen det er mig ikke nok!“ hun jog sammen, vis i sin Anen: først i hinanden skulde de se sig selv! „jeg vil tage den!“

Og hun fløj hen imod ham, på Knæ for ham, med Armene om hans Hals og Ansigtet løftet bævende mod hans.

Klokkerne på Frue Kirke rungede mod Ruden. som rokkede Malmhænder vildt i Vånde og sloges jamrende i hinanden. Rudefelterne klirrede, det lave Loft over dem rystede af Klokkehændernes Vådeslag.

Og hun stred med sine Øjne i hans, med sine Hænder om hans Nakke, for nu kunde han og hun dø i sit Jeg, eller leve i den Anden.

„Helge, Helge, leve er kun at være to!“

En Lytten åbnede hans brune Øjne.

„At være to — at leve, siger du? Nej, nej! at være to er Døden!“

„Døden?“

„Ja, Fader vilde Moder — og han dræbte hende derved og hun ham. Og jeg — jeg dræbte dem bægge. Nu dræber de mig — og jeg dig!“