Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/78

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

66

Hvor megen opblussende Stolthed og Krænkelse, hvor mange Tårer af Undren og Skam — før hun havde lukket sine Øjne og vandrede tavs ved hans Side, med hemmeligt knyttede Hænder lovende sig en Gang at skulle riste en sådan Ildrune for hans Øjne, at han skulde glemme al Måne for hende — nej, for den ny, der var dem bægge! —

— Og nu, hvem havde nu vundet Magt med den Anden, hun eller han?

Her, hvor hun sad, ene i Mørket, vidste hun det ikke? Mørket, der havde født ham til hende, havde suget hende ind i sit Dyb, hun havde givet sig hen til ham, og det tog hende — ti de var én.

Det stred i hendes Mundvig. Nej, nej, Enden var ikke endnu! Til Lyset higede alt levende, til Lyset skulde de, i Gud, som var Elskov, skulde de slutte. „Sorg är synd — ty lifvets mening är ljus“ , stod der i en af hans mange Bøger. Og Ensomhed var Graven.

Og som hun sad her, ene, skjult i Mørke, følte hun, at inde i hende tindrede et Lys, uslukkeligt i dette Mørke, et Lys, som var Gud.

Helge, det Lys skal stråle mod dig, Dag og Nat, til du vågne og se i hvad Mørke, du bor, og se i Lyset mig!

Hun lukkede Øjnene, som vilde hun glemme Mørket om sig, glemme, hvor hun sad, her ved den ubetrådte Vej, bag den vildene Skov, hans Hustru — og hans Fange.

Og pludselig var det, som gled der frem for de lukte Øjenlåg et Syn.