Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/84

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

72

„Nej, nej,“ hun rystede ivrigt på Hovedet, „du véd — det var bare Indbildning. Du véd, de Trin, der lister om Huset, Løvet mener jeg — jeg var så ene, og du blev så længe borte —“ hun standsede brat og stirrede på ham, med Øjnene fulde af Tårer. Hvor kunde du?

„Ja, lille Eva, ja,“ han hev Pakken op under Armen, med den anden holdt han hende om Livet, „det var Uret; jeg tænkte slet ikke over det.“

Tænkte ikke over det. Hun så på ham. mens de gik tilbage ad Vejen, langs de nattesusende Hække. Tænkte ikke over det? tænkte han da ikke på hende hvert Sekund af Dagen? hvad var der da ellers at tænke på, når man havde fundet sin „Anden“?

„Men du kunde jo bare være gået op til Hannibal Gorm, når du blev bange. Lille Barn som du er.“

Lille Barn, var hun nu også så meget Barn, som han troede? eller hørte hun ikke de onde Trin liste, dér hvor han troede, det tavse Mørke sov? hvem var mon mest Barn, mindst seende? Og, Hannibal Gorm? Nej aldrig! — Vidste Helge da ikke, det gjaldt dem, de to? hvor kunde så en Tredje hjælpe, værge, møde hende i Døren?

Hvem var hun dog? hvem var hun?

Vidste Helge da slet ikke, hvad det vilde sige, at have „en Anden“, at være ene to i Verden?

O, hun skulde lære ham det! Men, hun, hvordan skulde hun hindre hende i mere at komme til deres Dør?

O, at hun ikke slog hende ihjel, så at Helge aldrig fik hende at se, ja aldrig at vide om hende — kvalte hende dér på Trappen, begravede hende i Haven, under Buskene, i det visne Lav!