Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/85

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

73

De drejede om Hækkens Hjørne, ind ad Lågen til deres Hjem.

Hun klemte Helges Hånd i sin. Jeg hentede dig, jeg hentede dig! og her er du hjemme, trods Mørket derude, trods alle de listende Trin! Aldrig skal de nå herind, hvor jeg ejer dig! —

— „Eva, nu skal du se her,“ han stod ved Spisestuebordet, bøjet under Lampen, og bredte Tegnepapiret ud, „nu fandt jeg det endelig dernede i Boghandlen. Og nu skal jeg ordentlig tegne!“

Eva standsede ved Buffeten med Temaskinen i Hånden. Lampelyset skinnede på hans blanke, sorte Hår. Den venstre Hånd støttede mod Dugen, den højre kresede med Blyanten, som fødte den alt en Vrimmel af Syner af det mælkehvide Papir.

Blodet sang hende til Tindingerne. Tegningerne, ja dem kunde han tænke på, hele Vejen herop naturligvis, og så snart han nu var kommen indenfor Døren, men hende —

„Å, kan du da aldrig tænke på mig!“

De mørke Øjne så op i Lampeskæret. Hun skælvede — å han — og som han så på hende —

„Hvad mener du, Eva? skulde jeg ikke tænke på mine Tegninger? Jeg forstår dig ikke. På dig? Ja, du skal vel også leve af mit Arbejde.“

Hun klemte Hænderne om Temaskinen. Leve? ja, ja, det var jo det, hun skulde, men — han forstod det ikke, fik hun kun Mad, så — for nu var de jo gifte!

Ja, den Gang, tilsidst, da han heller ikke vilde det, for Pengenes Skyld. Og hun havde jo dog sine fra Strand,