44
heltemodig og sejerrig bestod imod et Underhusflertal, der ikke blot skummede af Forbitrelse, men oven i Kjøbet lededes af en Taler og Statsmand som Fox. Selv Pitt, Manden efter Kongens Hjerte, maatte imidlertid fratræde i 1801, da han holdt paa en Forholdsregel, som Kongen ikke billigede. Derfor kaldes denne ganske vist i Nutiden en ukonstitutionel Konge. Men der findes dog ogsaa dem, som ikke nægte hans ovennævnte Stræben deres Anerkendelse. Saaledes siger f. Ex. Lord Brougham: „Det kan ikke nægtes, at Georg III. kun opfyldte den Forpligtelse, hans Stilling paalagde ham, ved selv at tænke og handle efter sin inderste Overbevisning samt bruge sin Indflydelse til at sætte denne Overbevisning igjennem. Han gav derved et Exempel, som fortjener Efterligning til alle Tider“. At hans Politik i øvrigt mange Gange var højst uheldig, og at han ikke holdt sig den konstitutionelle Konges Pligt efterrettelig ved ikke blot at ville regere men ogsaa administrere er en Ting, jeg ikke her skal dvæle ved. Hans Efterfølger, Kong Georg IV., der i det væsentlige ikke gjorde andet end Skandale, kan passende lades uomtalt. Men Georg IV.'s Efterfølger, Wilhelm IV., viste igjen en aldeles uparlamentarisk Opførsel, da han i 1834 uden alt Hensyn til Underhusets Flertal kaldte en anden Tory, en anden af Englands store Statsmand, den berømte Sir Robert Peel, til at danne sit første Ministerium. Ja selv den nu regerende Dronning Victoria har ikke altid handlet, som hun burde, for saa vidt som hun forinden sit Giftermaal bestemt vægrede sig ved at ville lyde den parlamentariske Etikettes Bud og skifte Hofdamer samtidig med, at hun stiftede Ministre. Det var først Prins Albert, Brodersøn til Kong Leopold, som indførte Parlamentarismen i Belgien, der lærte hende
