43
som de vilde, tilmed da Prætendenten endnu en Gang havde gjort Landgang i Skotland, og Torierne i Masse rejst sig til Fordel for ham. Anderledes stillede Forholdet sig derimod under Kong Georg III. Han havde ingen Prætendent længere at frygte, og han var derhos en født Britte samt en Mand, der vilde lyde det stolte Ord, hans Moder tilraabte ham ved hans Tronbestigelse: (Georg, be a king![1] Han vilde følgelig ikke afgive
Skjærmbrættet for et Partiregimente, men besteg Tronen med det faste Forsæt at opløse Partibaandene og bryde de store Whig-Familiers Forbund. Hans hele lange Regering, som endte i Sindssygdom, var derfor en ihærdig Kamp mod Parlamentets og Kabinettets eller rettere Underhusets og Underhusledernes Overvælde, en aldrig trættet Stræben efter at hævde Kongens Ret og Magt over for samme og, som han selv skriver i sine Breve til Pitt, forhindre, at en af Lovgivningsmagtens Faktorer tilintetgjorde de to andre, ja endogsaa bemægtigede sig den udøvende Magt. Kun et Par enkelte Exempler paa hans personlige Indgriben i den politiske Styrelse skulle her fremdrages. Da Posten som Premierminister i henved et halvt Aarhuudrede havde været beklædt as en Whig, paastod Partiet lige ud at have vundet Hævd paa Besættelsen deraf. Men den Paastand respekterede Kongen ikke. I 1784 kaldte han saaledes navnlig i Kraft af sit eget personlige Initiativ en Tory til at danne sit Ministerium, og denne Tory var oven i Kjøbet kun 24 Aar gammel. Men det var ogsaa den berømte William Pitt, Englands største Statsmand, hvem Kongen saaledes selv fremdrog og trofast støttede i den rasende Kamp, han, kun med en eneste Ven ved sin Side,
- ↑ Georg, vær en Konge!
