42
Engelsk. Følgen blev da, at de maatte tale Latin sammen, saa godt de kunde. At Kongen under disse Omstændigheder ikke kunde tænke paa at udøve nogen politisk Indflydelse, er indlysende. Og det Præcedens, han skabte, ydede derhos Parlamentarismen en yderligere varig Støtte, for saa vidt som Kongen fra den Tid af har været systematisk udelukket fra alle Kabinettets Raadslagninger. Det er Premierministeren, som fører Forsædet ved disse. Han resolverer i Virkeligheden først paa Kollegernes Indstillinger, og Kongen faar derefter det samlede Ministeriums endelige Udkast forelagt ganske i Overensstemmelse med den parlamentariske Regeringsforms nødvendige Krav. Ogsaa paa dette Punkt mangler herefter en Forudsætning for sammes Gjennemførelse i vor gjældende Grundlov, for saa vidt som den netop paalægger Kongen den bestemte statsretlige Forpligtelse selv at føre Forsædet i Statsraadet, fra hvilken Forpligtelses Opfyldelse han kun maa dispensere sig selv „i enkelte Tilfalde“ og kun for saa vidt, som han maatte være „forhindret“, altfaa have lovligt Forfald. I Følge den grundlovmæssige Ordning er det altsaa Kongen selv, til hvem hver enkelt Minister umiddelbart har at rette sine Indstillinger, og det bliver Kongen selv, som først og sidst har at resolvere i Sagen efter en forudgaaende fri Forhandling i Statsraadet paa Grundlag af den enkelte Ministers Indstilling. Ja, saaledes havde da Ordningen rimeligvis ogsaa endnu den Dag i Dag været i England, dersom — Kong Georg I. havde kunnet Engelsk! Det kunde nu vel Efterfølgeren, Kong Georg II., men han var dog ogsaa en født Hannoveraner, der hovedsagelig kun havde Interesse for de politiske Forhold i Hannover og Tyskland, hvor Frederik II. den Gang krigede. Whiggerne fik derfor i en væsentlig Grad Lov til at regere,
