41
være. Man indvende ikke herimod, at de engelske Regenter dog gjennem lange Tider meget godt have fundet sig i at spille parlamentariske Kongers Rolle, og at samme Rolle følgelig ingenlunde kan forudsættes at være saa utaalelig og kjedelig, som her paastaaet. Selv ved en løseligere Gjennemlæsning af Englands nyere Forfatningshistorie vil man nemlig finde ikke saa faa fremtrædende Exempler paa, at Regenterne, for saa vidt de overhovedet brød sig om at regere, tungt have følt Trykket af Parlamentets Overvælde og vaandet sig under den ubønhørlige Parlamentarismes strænge Følgesætninger.
At en Hersker, saa dygtig og saa energisk som Wilhelm III. af Oranien, ikke kunde finde sig i at faa sin Politik dikteret af Parlamentet, var saa at sige en Selvfølge. Hans parlamentariske Ministerium havde derfor kun en kort Varighed. Han tillod sig ligeledes gjentagne Gange at gjøre Brug af sit kongelige Veto, og ogsaa under Efterfølgerinden, Dronning Anne, lød det endnu en enkelt Gang: La reine s'avisera[1]. Men siden den Tid er det kongelige Veto aldrig nogen Sinde blevet benyttet. Stifteren af det hannoveranske Dynasti, Georg I., var en fremmed, født og opdragen i Hannover, og havde kun Sans for tyske Forhold, saa at han ikke en Gang kunde tale Engelsk. Derfor var han endog ude af Stand til at præsidere i Kabinetsraadet, saaledes som Regenterne hidindtil havde gjort. Ministrene forhandlede som Følge heraf mellem sig selv indbyrdes, og først naar de vare blevne enige, blev Resultatet kommuniceret Kongen gjennem Premierministeren, den bekjendte Sir Robert Walpole. Denne forstod imidlertid ikke Tysk, og Kongen, som ommeldt, ikke
- ↑ Dronningen vil betænke sig, ɔ: ikke stadfæste Lovforslaget.
