46
Kongens Stadfæstelse ogsaa i Tidens Løb er bleven knyttet til Bevillingsakterne paa samme Maade som til Lovforslagene. Men denne Skik skriver sig uden Tvivl, som Hallam fremhæver, kun fra den Omstændighed, at hine Akter jævnlig, som det hedder, „behæftedes“ med saadanne reformatoriske Lovbestemmelser, til hvilke Kongens Sanktion udkrævedes. Det er derfor lige fuldt en uomtvistelig Sandhed, som navnlig Lord Chatham, den store Pitts berømte Fader, skarp tog bestemt har hævdet, at Bevillingsmyndigheden fra først af ikke tilkom og i Realiteten endnu maa siges ikke at tilkomme Lovgivningsmyndigheden (King in Parliament), men at det tvært imod var og er Parlamentet, særlig Underhuset, som bevilger, og Kongen, til hvem der bevilges. Samme Bevillingsmyndighed er allerede hjemlet Parlamentet i Englands ældste Grundlov, den berømte Magna Charta, som den usle, af sin snigmyrdede Brodersøns Blod besudlede Kong Johan „uden Land“ nødtes til at vedtage paa Runymede Slette Aar 1215. Til den sluttede sig enkelte senere Statuter; men Omraadet for samme var dog derefter ikke aldeles utvivlsomt, for saa vidt som der fandtes forskjellige (indirekte) Afgifter, med Hensyn til hvilke det i alt Fald var omtvistet, om ikke Kongen selv kunde paalægge dem. Og denne Ubestemthed benyttede navnlig de Stuartske Regenter i muligst vidt Omfang. Enhver som helst Tvivl om sammes Omraade fjernedes imidlertid ved den oven omtalte Bill of Rights, i Følge hvilken hver Skilling, som Kongen maatte opkræve til Kronens Fornødenhed, først skulde være samtykket og skjænket (granted) af Parlamentet. Dette i sin Helhed erkjendtes den Gang for saa vidt endnu officielt som Bevillingsmyndighedens Indehaver. Alt længe forinden havde Underhuset imidlertid begyndt med at hævde
