Side:Henning Matzen - Grundloven og Folkets Selvstyrelse.pdf/53

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

47

den Paastand, at alle Subsidiekrav først skulde stilles til det, og endt med at erklære sig selv for ene og udelukkende Indehaver af hele Bevilliugsmydigheden. Det har det allerede 1678 udtalt ikke for første, men tvært imod for sidste eller i alt Fald for næstsidste Gang. Da vedtog det en Resolution, lydende paa, at al Hjælp og al Forsyning, som tilstodes Kongen i Parlamentet, udelukkende var at anse som en Gave fra Underhuset (the sole gift of the Commons). Og denne Paastand er ogsaa for saa vidt bleven tagen til Følge, som Talen angaaende Budgettet ved Parlamentets Aabning udelukkende rettes til Underhuset, og Bevillingsakterne ikke i Indledningen omtale Overhusets Samtykke, ligesom dette ordentligvis afholder sig fra at amendere slige Akter. Men paa den anden Side maa dog vel mærkes, at Overhuset endnu er i uomtvistet Besiddelse af Retten til at votere eller nægte Bevillingerne i deres Helhed, og at det følgelig ogsaa endnu maatte kunne hævde en virkelig Magtstilling i Stedet for at føre den blot taalte Tilværelse, som det i Virkeligheden maa siges at føre, dersom ikke andre Omstændigheder kom til. Allerede den Omstændighed er nu ikke uden Betydning, at kun ganske enkelte Medlemmer af Overhuset ere valgte, oven i Kjøbet kun af deres Standsfæller (de skotske og irske Peers), medens dets allerfleste Medlemmer tage Sæde dels i Kraft af deres Embedsstilling (de gejstlige Lorder, Ærkebiskopper og Biskopper), dels og navnlig som tidligere omtalt i Kraft af deres arvelige Ret. Derfor paastod Underhuset allerede for over 200 Aar siden, at Overhusets Medlemmer slet ikke repræsenterede Folket men kun deres egen personlige Ret. Selv afset herfra er imidlertid den Omstændighed aldeles afgjørende, at Overhuset ikke er i Besiddelse af den fornødne Uafhængighed af Regeringen, som har en ube-